Købere af brugte biler har også rettigheder
En bilforhandler kan ikke afskrive sig reklamationsretten - til gengæld er en garanti ikke noget, du kan forvente at få med i prisen.
Du kører på landevejen i din nye brugte bil.
Pludselig begynder motoren at skratte. Kort efter holder du i vejkanten med vejhjælp i røret – og en familie derhjemme, der må vente forgæves på aftensmaden, som du har liggende i bagagerummet.
Kun få uger inde i dit nye liv som brugtbilsejer venter værkstedsregninger og i sidste ende måske endnu en ny bil forude.
Lyder det som et skrækscenarie, der kan holde dig fra at købe bil brugt? Forståeligt – men faktisk står man bedre som køber, end de fleste er klar over.
I hvert fald medmindre forhandleren kan bevise, at den fejl, der nu gør, at du holder stille midt på landevejen, ikke var der, da du købte bilen.
Brugt bil kørte i 12 dage
Det har Østre Landsret afgjort i en sag, som foreningen FDM har ført på vegne af en mand, der købte en 17 år gammel bil til 16.300 kroner hos en forhandler. 12 dage senere brød motoren sammen.
– Det betyder, at vi nu har fået sat en tyk streg under, at selv om man køber en billig bil med mange år på bagen, så gælder købelovens forbrugerbeskyttelsesregler stadig, siger Morten Falk Oddershede, der er advokat hos FDM – Forenede Danske Motorejere.
Hans kollega, Lennart Fogh, der er afdelingschef i FDMs juridiske afdeling, er enig.
– Dommen har stor og principiel betydning for forbrugerne, fordi den meget klart slår fast, at en bilforhandler ikke kan tilsidesætte købelovens grundlæggende forbrugerbeskyttelse bare fordi, der er tale om en ældre bil til en lav pris. Hvis man som forhandler ønsker at sælge en bil, må man også acceptere forbrugerlovgivningen på området. Det synes vi kun er rimeligt, og derfor er vi også glade for, at dommen er så klar, siger Lennart Fogh til FDM.
Men hvad betyder det egentlig – og hvad har du ellers af rettigheder, når du køber bilen brugt? Vi har bedt Morten Falk Oddershede om at opridse dine vigtigste rettigheder.
Privatperson eller forbruger
Først og fremmest skal du være opmærksom på, at hvis du køber privat – for eksempel af naboen eller via DBA – gælder købelovens regler om forbrugerkøb ikke.
– Det betyder, at hvis du handler med en sælger, som ikke er professionel erhvervsdrivende, kan det lovligt aftales, at bilen er købt som prøvet og beset. Og i så fald kan du ikke komme og kræve pengene retur, hvis der er noget galt, siger Morten Falk Oddershede.
Reklamationsretten
Du har til gengæld altid to års reklamationsret, når du køber en brugt bil hos en forhandler – også selv om nogle forhandlere forsøger at slippe udenom.
– Der er ikke noget, der hedder at “købe som beset” hos en bilforhandler. Man kan ikke aftale sig uden om reklamationsretten – det er ulovligt, fastslår Morten Falk Oddershede.
Reklamationsretten dækker fejl, som kan karakteriseres som køberetlige mangler – altså hvis bilen mangler egenskaber, som man med rette kunne forvente, den besad, eller hvis bilen ikke lever op til aftalen med forhandleren eller oplysninger fra annoncen.
Får du for eksempel at vide, at der er varme i sæderne, hvilket viser sig ikke at være tilfældet, når du kommer hjem med bilen, er du i din gode ret til at kræve fejlen udbedret eller få et afslag i prisen.
Formodningsreglen
Købelovens formodningsregel betyder, at hvis der opstår en fejl på bilen inden for de første seks måneder, efter du har købt den, så er det forhandlerens opgave at bevise, at den fejl ikke allerede var der, da salget fandt sted.
– Og det, Østre Landsret nu har slået fast, er, at selv om bilen har været billig og er meget brugt, så gælder formodningsreglen stadig, siger Morten Falk Oddershede.
Bryder bilen sammen, eller konstaterer du andre fejl efter seks måneder efter salget, er det op til forbrugeren at bevise, at fejlen var der på salgstidspunktet.
Garanti
Vær opmærksom på, at reklamationsret og garanti ikke er det samme. Reklamationsretten er bestemt ved lov, garanti er noget, du skal forhandle dig til.
– Garantien dækker fejl, der opstår efter købet og inden for garantiperioden. Det er en god ting at forhandle sig frem til – en ekstra sikkerhed – men ikke noget, man har krav på, siger Morten Falk Oddershede.