Københavns Universitet vil uddanne syriske flygtninge

“Vi foreslår, at staten indgår et partnerskab med uddannelsessektoren, så vi kan løse opgaven,« skriver KUs prorektor for uddannelse Lykke Friis. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

De syriske flygtninge skal i gang med uddannelse og arbejde så hurtigt som muligt. Sådan lyder opfordringen fra Københavns Universitet i et brev til uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), skriver Politiken.

Universitetet skriver, at man er klar til at stå for uddannelse, mentorforløb og vejledning, så flygtningene hurtigt kan komme i arbejde.

»Vi har en betydelig international opgave med at integrere og få gavn af de mange veluddannede mennesker, som kommer hertil. Og vi foreslår, at staten indgår et partnerskab med uddannelsessektoren, så vi kan løse opgaven,« skriver KUs prorektor for uddannelse Lykke Friis.

Hun henviser til, at nogle flygtninge i Tyskland nu kan studere uden betaling og påpeger, at Danmark tidligere har haft succes med at give uddannelsesstipendier til flygtninge fra Baltikum.

Den tyske udlændingestyrelse har fundet ud af, at 30 procent af flygtningene har en adgangsgivende eksamen til en lang eller mellemlang videregående uddannelse.

Lykke Friis mener, at det er afgørende, at ordningen bliver gratis for flygtninge.

»Vi foreslår, at vi indleder en dialog om særlige vilkår for indskrivning af syriske flygtninge ved universitetet ved at lave en særlig statslig stipendieordning for syriske flygtninge,« siger hun.

Også Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Metropol hilser initiativet velkommen.

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen vil ikke kommentere brevet, da han mener, at det er for tidligt at tage fat på det aspekt af problemet, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS