Københavner-politikere vil redde Underholdnings-orkestret

Københavns Kommune kommer nu muligvis det nedlagte DR Underholdningsokesteret til undsætning. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er åbne over for at støtte Underholdningsorkesteret, efter DR har nedlagt det.

Protester, underskriftsindsamlinger, redningsaktioner og politiske krumspring har indtil videre ikke været nok til at redde DRs Underholdningsorkester. Men nu tegner der sig en ny overlevelsesmulighed for det 75 år gamle orkester: Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation vil nemlig se på muligheden for at støtte orkestret økonomisk.

Forslaget blev lørdag fremsat i Berlingske af Venstre, der udover opbakning fra kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) nu også får støtte fra Enhedslisten og De Radikale. Dermed er et flertal af Borgerrepræsentationens 55 medlemmer klar til at diskutere en kommunal håndsrækning til det lukningstruede orkester.

»Når orkestret kan indgå som et forbillede for de københavnske børn og unge, der gerne vil bliver dygtige til musik, så giver det rigtig god mening,« siger medlem af Borgerrepræsentationens næststørste parti, Enhedslisten, Gorm Anker Gunnarsen (Ø), der dog ikke vil sætte noget beløb på, hvor meget støtte kommunen eventuelt skal give orkestret.

Venstre vil støtte orkestret med en underskudsgaranti på minimum 500.000 kroner årligt – til gengæld skal orkestret forpligte sig til at afholde en årlig nytårskoncert og stå for et antal koncerter og andre musikaktiviteter på københavnske folkeskoler, musikskoler og plejecentre.

»Jeg har en meget stor forkærlighed for Underholdningsorkestret. Det kan give et ekstra løft til kulturen og dannelsen af vores børn og unge og kan både være til glæde for københavnerne og Underholdningsorkestret,« siger medlem af Borgerrepræsentationens Kultur- og Fritidsudvalg Michael Gatten (V), der har fremsat forslaget.

Det er i udgangspunktet en »god og inspirerende idé«, lyder det fra de Radikales gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Henrik Nord (R).

»Udfordringen er, at der er mange ting, vi godt vil støtte, og at vi skal prioritere. Det er ikke sådan, at vi i Københavns Kommune svømmer over med penge på kulturområdet. Men hvis der er penge til det, så har vi ingen indvendinger imod, at vi støtter orkestret. Det må bare ikke ske på bekostning af andre kulturtiltag,« siger Henrik Nord.

Venstre skal dog ikke regne med opbakning fra Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokraterne. Her påpeger gruppeformand Lars Weiss (S), at det ikke er en kommunal opgave at redde Underholdningsorkestret.

»Det er ikke en kommunal opgave at støtte eller drive et orkester i DR-regi. Danmarks Radio og Københavns Kommune har i princippet ikke noget med hinanden at gøre. DR er styret gennem en public service-aftale med staten og finansieret med licensmidler. Det skal ikke finansieres af skatteyderne i København,« siger Lars Weiss.

Initiativgruppen bag indsamlingen til Underholdningsorkestret vurderer, at der skal skrabes mindst tre millioner kroner sammen ved udgangen af januar for at holde orkestret i live, indtil der er fundet en mere langsigtet finansiering.

Venstres Michael Gatten vil tage sit forslag om støtte op på næste udvalgsmøde i Kultur- og Fritidsudvalget i slutningen af januar.

Powered by Labrador CMS