København vil have OL-konkurrencer i 2024
Overborgmester Frank Jensen er i dialog med Hamburg, der kandiderer til OL-værtskabet i 2024.
København er klar til at lægge billet ind på nogle af konkurrencerne, hvis Hamburg bliver tildelt OL i 2024.
Den nordtyske storby bliver Tysklands bud på en OL-vært, når den sportslige kæmpebegivenhed sandsynligvis igen skal afholdes i Europa om ni år, og København drømmer om at koble sig på arrangement.
– Jeg har allerede talt med Hamburgs overborgmester, Olaf Scholz (SPD), om denne mulighed, og der vil blive mange flere drøftelser i de kommende år, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S) til Politiken.
Allerede nu er der samarbejde mellem København og Hamburg på flere fronter, og den kommende Femern-forbindelse skal yderligere styrke båndene mellem de to byer.
Ikke medvært
Frank Jensen understreger, at et eventuelt OL-samarbejde ikke handler om, at København skal være medvært – Hamburg får værtskabet for sig selv – men den danske hovedstad håber at kunne afvikle enkelte konkurrencer.
– Det kan eksempelvis være cykelsport, både på bane og landevej. Vi kan også byde ind på fodbold og håndbold, vi er jo ved at opføre en helt ny arena, Copenhagen Royal Arena.
– Både i Nordtyskland og Danmark er der stor interesse for håndbold, så det er naturligt at tænke i de baner. Men alt det skal vi tale med bystyret i Hamburg om, siger Frank Jensen.
OL var senest i Europa i 2012, hvor London var vært. Næste år skal Rio de Janeiro være værtsby, mens legene i 2020 bliver afholdt i Japans hovedstad, Tokyo.
/ritzau/