Knivrøvere stak af fra supermarked

En kniv- og en jernrørsrøver stak af efter deres ugerning. Nu leder politiet efter dem.

Mandag aften fandt et røveri sted mod Kiwi Minipris i Vrå. Politiet efterlyser gerningsmænd, der stak af, og vidner. Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

To røvere truede mandag aften personalet i dagligvarebutikken Kiwi på Mejerigade i Vrå.

De to gerningsmænd truede personalet med henholdsvis en kniv og et metalrør. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Udbyttet blev et mindre kontantbeløb, og efter røveriet – der blev udført klokken 22 – stak de to røvere af.

I den forbindelse efterlyses begge mænd nu. Det samme gør vidner, der måtte have oplysninger i sagen – eller kender de to efterlyste.

Ingen tilskadekomne

Signalementerne er følgende:

Mand, 175 til 180 centimeter høj, iført sort hue med huller til øjne og mund, der var trukket ned over ansigtet, sort hættetrøje med hvidt logo på brystet, grå arbejdsbukser, sorte Converse-lignende sko med hvide snørebånd, sorte og grå arbejdshandsker. Han medbragte en kniv og talte dansk med nordjysk accent.

Mand, 175 til 180 centimeter høj, iført sort og hvidt stribet tørklæde foran mund og næse, sort hættetrøje med hætten trukket op. Hætten havde hvid snøre og hvid lynlås, grå joggingbukser med hvid snøre i livet, sorte og hvide Adidas-lignende sko med orange snørebånd, sorte og grå arbejdshandsker. Han havde i hænderne et cirka 20 centimeter langt kobber- eller messingrør. Manden talte dansk med nordjysk accent.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Ingen kom til skade ved røveriet.

Powered by Labrador CMS