Knivrøver skabte panik på skole – flere elever til krisepsykolog
Politiet måtte bruge sømmåtter for at stoppe manden.
En 25-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør efter han fredag havde frarøvet flere børn for penge.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I den står også, at manden fredag klokken 1242 blev anholdt på Hvidkildevej i det nordlige Århus efter at have frarøvet nogle personer kontanter under trussel med kniv.
Med kniv og skudsikker vest
Politiet modtog i forbindelse med episoden flere anmeldelser om en ung mand der kørte rundt i området med en kniv og iført skudsikker vest.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Østjyllands Politi, men til Århus Stiftstidende har Stig Heidemann, politikredsens vagtchef fortalt, at blandt andet måtte bruges sømmåtter for at få ham stoppet. Angiveligt på en scooter, som vidner har fortalt, at politiet måtte skubbe ham af for at stoppe ham.
Ifølge avisen gik det ud over elever på Børnenes Friskole i Risskov, der i den forbindelse måtte indkalde en krisepsykolog.
Det skal skolen have skrevet i en besked til skolens forældre.
På vej til idræt
Ifølge den var elever fra skolen på vej til idræt i Vejlby-Risskov Hallen, da fire drenge blev stoppet af en manden, som trak en stor kniv og truede dem til at udlevere deres penge.
Kort efter vendte manden tilbage til hallen, hvor elever fra Laursens Realskole også var til stede. Der opstod utryghed og flere elever flygtede fra stedet, mens gerningsmanden tilsyneladende forsøgte at aflevere pengene tilbage og gøre skaden god igen.
Den 25-årige mand blev altså fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus lørdag sigtet for røveri, trusler og trusler mod tjenestemand.
Han blev fængslet i surrogat indtil 22. december 2017.