Knivrøver jaget væk med barstol

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand forsøgte søndag aften at røve et pizzeria, men flygtede uden noget bytte.

Et pizzeria i Søndergade i Farsø blev søndag aften udsat for et røveriforsøg, oplyser Nordjyllands Politi, der nu efterlyser gerningsmanden.

Omkring klokken 20.23 kom en mand løbende ind i pizzeriaet og truede med med en kniv. Ekspedienten bag disken trak sig væk fra kassen, og da gerningsmanden ville løbe omkring disken, kom en person ud fra pizzeriaets baglokale med en barstol.

Manden rettede barstolen mod manden med kniven og bad ham om at forsvinde. Gerningsmanden besluttede at adlyde ordren, og han løb ud af pizzeriaet igen. Herefter satte han sig ind i en mindre, grøn bil uden nummerplader, som med stor fart blev ført fra stedet ad Svoldrupvej i østlig retning.

Gerningsmanden beskrives som en cirka 185 centimeter høj mand, der talte dansk uden accent. Han var iført sorte Adidas-bukser og sort jakke med grå striber over skuldrene/ryggen. Han havde ansigtet skjult med et klæde. Nordjyllands Politi efterlyser vidner til røveriet, samt vidner som kan have oplysninger om det grønlige flugt køretøj.

Man kan kontakte politiet på telefon 114.

Powered by Labrador CMS