Kniv fundet: Nu har politiet nyt om drabssag
Kriminaltekniske undersøgelser viser, at kniv fundet i december ikke kan knyttes til drab på gravid kvinde.
Det er mere end to år siden, at gravide Louise Borglit blev knivdræbt i Elverparken i Herlev, da hun ved ved at lufte sin søsters hund.
I december fandt politiet en kniv, som blev sendt til kriminaltekniske undersøgelser, i håb om at gerningsvåbnet endelig var fundet.
Men det var en nedslående besked, som Københavns Vestegns Politi fik tilbage. Det skriver Herlev Bladet tirsdag.
Kniven kan ikke knyttes til drabet på Louise Borglit, der var gravid i syvende måned, da hun døde 4. november 2016.
Selv om kniven ikke bærer sagen videre, går efterforskningen ikke i stå, fortæller politikommissær Ole Nielsen ved Københavns Vestegns Politi.
– Det er jo bare et af sporene, vi har fået svar på. Vi efterforsker fortsat sagen. Det bliver ikke lettere, lad os sige det på den måde. Det er svært, men vi håber stadig på det.
Ole Nielsen ønsker ikke at sige, hvilke spor politiet har at gå videre med. Han fortæller, at der engang imellem kommer nye vidner frem i sagen, men det endelige gennembrud udebliver.
Politikommissæren bevarer dog håbet på, at Louise Borglits drabsmand findes.
– Jeg både tror og håber så inderligt, at vi får den opklaret, siger Ole Nielsen.
Vidner skal ringe til politiet
Den mand, der blev set nær gerningsstedet kort tid efter, at Louise Borglit blev dræbt, har aldrig selv henvendt sig til politiet. Han har ellers været efterlyst siden 5. november 2017, uden resultater.
– Efterlysningen har givet rigtig mange forskellige bud på, hvem denne person kan være, men det er desværre ikke lykkedes for politiet at identificere ham, og vi har endnu ikke talt med ham, har Ole Nielsen sagt til TV2 Lorry.
Manden og knivene er ikke det eneste, der har været efterlyst i forbindelse med drabet på Louise Borglit..
Hvad er motivet?
Kriminalsager bliver opklaret ved, at politiet besvarer spørgsmål, der er centrale for efterforskningen. Når det kommer til drabssager, er det relevant at stille spørgsmålet, hvorfor. Hvorfor blev Louise Borglit myrdet? Hos politiet er man ganske sikker på, at det spørgsmål er blandt årsagerne til, at Louises morder stadig er på fri fod.
– En væsentlig udfordring har været den, at politiet ikke med sikkerhed har kunnet afdække motivet. Vi ved derfor ikke, hvorfor hun blev udsat for denne modbydelige forbrydelse. Det billede, som politiet har tegnet af Louise og hendes liv, har ikke givet anledning til at tro, at nogen ville udsætte hende for et så modbydeligt overgreb. Gerningsstedet indeholdt meget få spor, og der var ingen vidner til drabet, fortæller Ole Nielsen.
Familien kommer ikke videre
Fordi sagen ikke er lukket, sidder der også pårørende, der fortsat har svært ved at komme videre i livet. Newsbreak.dk forsøgte tilbage i 2017 at komme i kontakt med Susanne Borglit. Hun har tidligere udtalt sig til andre medier om sagen, og sidst i oktober 2017, talte hun med TV2 Lorry.
– Det er svært at komme videre, når der ikke er en opklaring, og når man ikke aner, hvorfor det her skulle ske, og hvorfor lige hende, siger Susanne Borglit til TV2 Lorry. Til Ekstra Bladet har hun gjort det klart, at det stadig er svært at forholde sig til sagen, fordi familien aldrig får ro. Fordi Louises morder er på fri fod.