Knap så glamourøst: TV-stjerne anholdt for at tæve sin mand
Den 30-årige stjerne er bedst kendt fra serien Glee, der i Danmark vises på DR3.
Den 30-årige TV-skuespiller Naya Rivera, bedst kendt for sin rolle i hitserien Glee, er blevet anholdt af politiet i West Virginia, skriver flere amerikanske medier. Heriblandt lokale 13 News WOWK.
TV-stationen skriver, at skuespillerinden er blevet sigtet for at have overfaldet sin mand Ryan Dorsey – angiveligt på grund af en diskussion omhandlende parrets barn. Diskussionen skal være opstået under en gåtur i byen Cheasepeake, hvor familien tilbragte nogle dage med pårørende. Det skal være sket lørdag tidlig aften.
Anmeldelsen kom ifølge lokalt politi fra Ryan Dorsey, der ringede fra sine forældres hjem i Charleston. Han har angivelig optaget overfaldet med sin mobiltelefon, og politiet har set disse optagelser.
Ifølge Ryan Dorsey er han blevet slået i hovedet og på underlæben. Findes Rivera skyldig, kan hun se frem til en maksimumstraf på 12 måneders fængsel og en bøde på 500 amerikanske dollars.