Knap 1.800 ulovlige kanonslag fundet på to adresser

Foto: Syd- & Sønderjyllands Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har to steder i Syd- & Sønderjylland fundet store mængder af ulovligt fyrværkeri.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ved en ransagning på en adresse i Gredstedbro fundet 1385 ulovlige kanonslag i forskellige størrelser. En 19-årig mand er sigtet for besiddelse og salg af fyrværkeriet til en bred kreds af personer

Også på en adresse i Sønderborgs opland har Syd- og Sønderjyllands Politi fundet en større mængde ulovligt fyrværkeri. Her har en ransagning afsløret 450 kanonslag, og en 19-årig mand er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

– Vi håber meget, at alle der har kendskab til, at der importeres, opbevares og sælges ulovligt fyrværkeri, henvender sig til os. Det siger politikommissær Peter Baum fra lokalpolitiet i Sønderborg og fortsætter:

– Vi har jo desværre tidligere år set også meget alvorlige ulykker. Så alle der ved noget om det her har også en pligt til at hjælpe med, at det ikke går galt.

Advarer mod import og brug af ulovlige kanonslag

Syd- & Sønderjyllands Politi advarer mod import, opbevaring og brug af de ulovlige kanonslag. Med i det konfiskerede fyrværkeri er også såkaldte strygere, der kan antændes ved at stryge dem mod en hård overflade, og der går ofte kun få sekunder fra fyrværkeriet er antændt, til det eksploderer. Det gør det ekstra farligt.

Hvis du hører om ulovligt salg af fyrværkeri, vil politiet gerne høre om det – også før nogen kommer alvorligt til skade.

Powered by Labrador CMS