Knæproblemer får Serena Williams til at trække sig
Den amerikanske tennisdronning døjer fortsat med knæproblemer og trækker sig fra turnering i USA.
Verdens bedste kvindelige tennisspiller, Serena Williams, trækker sig fra den prestigefulde turnering BNP Paribas Open i Indian Wells på grund af en knæskade. Det oplyser hun på det sociale medie Instagram.
Williams, der spiller turneringen for første gang i 14 år, skulle lørdag have spillet semifinale mod rumæneren Simona Halep, men sent fredag aften amerikansk tid meddelte hun arrangørerne, at hun ikke stiller op.
Simona Halep direkte i finalen
Dermed stryger Simona Halep direkte i finalen, hvor hun skal møde enten Sabine Lisicki eller Jelena Jankovic, der spiller lørdagens anden semifinale.
Williams’ comeback til Indian Wells har været meget følelsesladet for hende, fordi hun tilbage i 2001 blev buh’et af og generet af publikum, som var utilfreds med, at Williams var kommet let gennem semifinalen.
Her skulle hun have mødt sin søster, Venus Williams, men søsteren trak sig fra kampen.
Mange mente, at det var Williams-søstrenes far Richard, der havde iscenesat Venus Williams afbud for at give Serena en fordel i finalen mod Clijsters.
Herefter boykottede hun turneringen i årevis helt frem til i år.
/ritzau/