Klubben melder ud om Eriksen
Vi venter på Eriksen med åbne arme, udtaler Inters nye træner
Det er endnu uvist, hvad Christian Eriksens kollaps i den første gruppekamp ved EM mod Finland får af betydning for midtbanespillerens videre fodboldkarriere.
Men Inter venter på danskeren med åbne arme.
Det siger det italienske mesterholds nytiltrådte træner, Simone Inzaghi, til det italienske medie Football Italia.
Inzaghi siger i interviewet, at han talte med Eriksen før det igangværende EM, men ikke har talt med ham efter kollapset i Parken.
- Eriksen har tid til at komme tilbage. Vi venter på ham med åbne arme, siger Inzaghi, der har erstattet Antonio Conte i Milano-klubben.
Spillede vigtig rolle
Inzaghi tilføjer, at Eriksen spillede en vigtig rolle i Inter i anden halvdel af mesterskabssæsonen.
Eriksen kollapsede mod Finland, fik hjertestop og blev genoplivet på banen i Parken.
Efterfølgende fik han på Rigshospitalet indopereret en ICD-enhed.
Den skal sætte hjertet i gang igen, såfremt noget lignende måtte gentage sig.
Mens EM-slutrunden blev kort for Eriksen, så har Eriksens holdkammerater spillet sig frem til semifinalen.
Her gælder det onsdag aften England på Wembley i London. Kampstart er klokken 21.