Klovn med kniv jagtede syvårige Freja: Nu tør pigen ikke cykle i skole
Ulideligt dum dille er vendt tilbage. Tirsdag morgen gik det ud over en syvårig pige.
Syvårige Freja tør ikke længere være udenfor alene – ej heller cykle i skole, som hun ellers lige var blevet så dygtig til. Årsagen skal findes i, at en af de absolut dummeste diller fra 2016 muligvis er vendt tilbage.
I hvert fald fortæller Mille Linnet Jakobsen, der er mor til den syvårige pige, at hendes datter tirsdag morgen blev allerhelvedes forskrækket, da en ukendt person jagtede pigen, der var på vej til skole, over en distance på omtrent 100 meter. Mandspersonen var klædt ud som en klovn og bar på en stor kniv.
Det hele fandt sted kort før klokken 0tte, da Mille Linnet Jakobsens datter Freja cyklede forbi en bil på en parkeringsplads på Stenhøjgaardsvej i Malling, der ligger syd for Aarhus.
– Min datter har det efter omstændighederne godt, men har ondt i maven, og hun tør ikke selv cykle i skole mere. Det kommer nok igen, men hun er ret bange for at være uden døre alene, fortæller mor Mille til Newsbreak.dk.
Politiet: Vi tager det alvorligt
Hos Østjyllands Politi bekræftes episoden over for Ritzau. Frejas forældre og skolen har meldt det til politiet ved 13-tiden.
– Hun har fortalt, at hun passerede en mørk bil med to-tre personer i, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Pigen bemærkede, at en af mændene i bilen var klædt ud som klovn. Denne person stiger så ud af bilen og løber efter hende. Hun mener, at han har en kniv, men hun kan ikke sige, om den var ægte eller af plastik, fortæller Per Bennekov mediet.
Det lykkes for Freja at slippe væk – hun skynder sig frem til skolen, hvor hun ifølge Mille Linnet Jakobsen følte sig tryg. Ved 13-tiden meldte både skolen og pigens forældre episoden til politiet.
– Det har været en meget ubehagelig oplevelse for hende, og vi ser meget alvorligt på sagen, understreger vagtchefen over for Ritzau.
Håber, de forstår, hvad det gør
Tirsdagen i gennem har Mille Linnet og datterens historie været i vælten. Et opslag på Facebook kort før klokken 10 lagde kimen for en dag med en masse medie-omtale. Det generer på ingen måde moderen.
– Jeg vil gerne sætte fokus på det, så de, der tænker, det er sjovt, måske kan se, hvad det fører med sig, og hvad konsekvensen af deres handlinger er. Jeg håber på, at dem, der har gjort det, læser om det og ikke udsætter andre børn for det samme, fortæller hun til Newsbreak.dk.
Facebook-opslaget er skrevet i voldsomme vendinger, og Mille Jakobsen er da også noget fortørnet over, hvad der er sket – og hvordan datteren har reageret.
Nu forsøger de sammen at få mest muligt vendt til noget godt, siger Mille.
– Vi snakker ret meget om det, og prøver at få det til at fylde mindst muligt.
Politiet vil i øvrigt gerne høre fra vidner, der eventuelt har set en mørk bil på Stenhøjgaardsvej i perioden mellem klokken 7.30 og klokken 8.00. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.