Kloaksystem blokeres konstant på grund af denne fejl

Unders Londons gader samler der sig klumper af madrester, bleer og vådservietter, som blokerer kloakkerne.

Dette udaterede billede viser en stor klump af madrester, bleer og andet i Londons kloak. Foto: Handout/arkiv/Reuters
Foto: Handout/arkiv/Reuters

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver kaldt et “monster-fedtbjerg”.

Reelt er der tale om en 130 ton tung og 250 meter lang klump bestående af vådservietter, hygiejnebind, bleer, madrester og fedt, som ligger og blokerer kloakken under Londons gader.

Arbejdet med at få fjernet den enorme klump er gået i gang, men kan komme til at tage op til tre uger. Fedtbjerget ligger under en større vej i Whitechapel i den østlige del af den britiske hovedstad, og klumpen er “stenhård”.

– Dette fedtbjerg er blandt de største, vi nogensinde har set. Det er et fuldstændigt monster, og det kræver meget mandskab og mange maskiner at få det fjernet, for det er stenhårdt, siger Matt Rimmer, chef i Thames Water, der har ansvar for kloaksystemet.

Et hold på otte personer bruger blandt andet højtryksrensere i forsøget på at skille klumpen fra hinanden. De kan i gennemsnit fjerne 20-30 ton af klumpen dagligt. De mindre klumper bliver suget op i en beholder.

– Det er nærmest det samme som at brække beton op. Det er frustrerende, når man ved, at disse situationer er mulige at undgå. Dette er forårsaget af, at folk hælder fedt og olie i vasken og smider vådservietter, bind og bleer i toilettet, siger Matt Rimmer.

Ikke første gang

London er ikke ukendt med, at ting samler sig i undergrunden. I 2013 brugte Thames Water eksempelvis ti dage på at fjerne et fedtbjerg på 15 ton.

Ifølge Thames Water sker det tre gange i timen, at kloaksystemet blokeres på grund af fedt. Fem gange i timen opstår der propper i systemet på grund af eksempelvis vådservietter.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS