Klipper pladerne på flere lastbiler
Flere lastbiler måtte efterlades på stedet efter en større kontrol
55 lastbiler og fire varebiler blev onsdag trukket ind til kontrol, hvoraf 20 af lastbilerne var udenlandske.
Det mundede ud i en lang række sager.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Tungvognscenter Øst (TCØ) ved Midt- og Vestsjællands Politi var talstærkt repræsenteret ved en kontrol på Skandinavisk Transportcenter i Køge onsdag den 26. maj.
I alt deltog 13 politifolk fra TCØ, som sammen med flere andre myndigheder skulle kontrollere lastbiler og varebiler.
Flere alvorlige fejl
For politiet kom der flere sager, som nu skal efterforskes og færdiggøres. Heriblandt var der så alvorlige fejl og mangler, at nummerpladerne måtte inddrages.
Der var desuden overtrædelser fra tungvogne, der kørte med farligt gods, og nogle lastbiler havde problemer med at overholde køre-hviletiden, fortæller politikommissær Henrik Fobian, der er leder af TCØ.
– Flere af sagerne var så alvorlige, at lastbilerne ikke kunne køre videre fra transportcentret. Vi måtte også inddrage nummerpladerne på to sættevogne, efter de var afprøvet på politiets bremseprøvestand. Det viste sig blandt andet, at den ene kun havde en samlet bremseprøveværdi på 22 procent, som desværre er langt under den tilladte værdi, og som kan betyde alvorlige uheld, når lastbilen ikke kan bremse godt nok, siger Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Blandt deltagerne var også Skattestyrelsen, Nationalt Færdselscenter ved Rigspolitiet, Arbejdstilsynet, Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Færdselsstyrelsen og Militærpolitiet.