Klimaforandringer er hård nyser for allergikere
Klimaforandringer forbindes oftest med globale naturkatastrofer, men de har også konsekvenser for allergikere.
Hvis du som allergiker synes, at nys og snot melder sig tidligere på foråret, så er det nok ikke en forlænget vinterforkølelse, men skyldes pollensæsonen der er tyvstartet af klimaforandringerne, viser en undersøgelse fra DMI.
De første pollenobservationer foretaget i slutningen af 1970’erne viser en sæsonstart omkring 5. maj.
Men de seneste par år er pollensæsonen begyndt i midten af april, og en fremskrivning fra DMI peger på, at i år 2100 kan sæsonen starte allerede omkring 4. april.
Længere pollensæson
Det skyldes, at klimaændringer både forlænger blomstringsperioden, hvor planterne udskiller pollen, men også sætter den i gang tidligere, fortæller Karen Rasmussen, der er biolog hos Astma-Allergi Danmark.
– Forklaringen er, at klimaet bliver mildere. En stigende temperatur i vinter- og forårsmånederne gør, at planternes vækst bliver bedre, og de blomstrer tidligere. Nogle arter stopper også senere med at blomstre og forlænger dermed sæsonen, siger Karen Rasmussen.
Nye typer pollen truer
Samtidig med at sæsonen forlænges, giver klimaændringer også plads til nye typer pollen.
For de danske pollenallergikere er det særligt bynke-ambrosie, der skal frygtes. Ifølge DMI vurderer eksperter, at pollen fra den plante er på vej til at krydse den danske grænse.
– Udenlandske undersøgelser har vist, at bynke-ambrosie er i stærk vækst syd for os, og fra udlandet ved vi, at den skulle være meget potent og skyld i omkring halvdelen af de astmaanfald, som folk oplever, siger DMI’s pollenekspert, Alix Rasmussen.
– Den er en kæmpe pollenplage sydpå, og den kan forlænge vores pollensæson, fordi den først blomstrer i sensommeren, siger Karen Rasmussen.
Fra Naturstyrelsens side anbefales det, at bynke-ambrosie bekæmpes, rykkes op og sendes til afbrænding. Planten er dog stadig meget sjælden i Danmark.
Sæsonen for birkepollen begyndte i år den 16. april med et pollental på 40 i København. Lørdag den 18. april meldtes om lave tal for birk. Tre i København og seks i Viborg. Typisk topper birk omkring 1. maj.
/ritzau/