Klavs Bruun: -Skuffende at ryge ud af VM nu
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kalder det skuffende, at de danske VM-værter røg ud før semifinalerne.
Rammerne var sat til en dansk plads i semifinalen ved VM, men det endte med den helt store nedtur for landstræner Klavs Bruun Jørgensen og hans spillere.
Rumænien vandt onsdagens kvartfinale i Boxen i Herning med 31-30 efter et sandt drama.
– Jeg er sindssygt skuffet, lyder det fra en sammenbidt Klavs Bruun Jørgensen efter nederlaget.
– Det er skuffende, at det ender i kvartfinalen. Den her kamp lå til, at vi skulle vinde den. Men vi kom ikke i gang, og så spillede Cristina Neagu en af sine bedste kampe ved turneringen. Det gjorde ondt på os, siger landstræneren.
Fremhæver Cristina Neagu
Klavs Bruun Jørgensen fremhæver igen og igen Rumæniens store profil Cristina Neagu, der scorede 15 mål.
Danskerne vidste allerede på forhånd, at de skulle holde et skarpt øje med den rumænske topscorer.
– Vi skulle gå frem på Neagu noget før. Der er mange ting, vi kunne have gjort anderledes.
– Vi kunne også prøve at stå mere defensivt og lade hende skyde. De få perioder, hvor vi gjorde det, så fik hun lavet så meget pres til den anden side, at de fes lige igennem, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Montenegro venter i placeringskampe
På fredag venter Montenegro i den første af to placeringskampe om 5.- til 8.-pladserne.
I den mellemliggende periode skal landstræneren have rejst sine spillere, da kampene har indflydelse på kvalifikationen til næste års OL i Rio.
– Det er jeg ikke begyndt at bekymre mig om endnu. Lige nu er jeg bare så skuffet over, at vi ikke kom i den semifinale, som jeg mener, at vi burde have været.
– Spillerne skal have lov til at være nede.
– Jeg skal selvfølgelig løfte mig, men det bliver ikke nu, siger Klavs Bruun Jørgensen.
/ritzau/