Klavs Bruun melder målvogter tvivlsom mod Montenegro

Sandra Toft blev ramt i ansigtet af et hårdt skud mod Rumænien. Lægestaben afgør, om hun fortsætter ved VM.

Sandra Toft rammes hårdt i ansigtet af et skud i kampens sidste del. Her falder hun om. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Målvogter Sandra Toft er tvivlsom til Danmarks kamp mod Montenegro ved VM fredag eftermiddag, efter at hun blev ramt i ansigtet af et hårdt skud i kvartfinalen onsdag.

Toft har tidligere holdt en lang pause med hjernerystelse, og hun måtte blive hjemme fra landsholdets presseseance på hviledagen torsdag.

– Hun skal have ro. I den sidste ende er det op til den lægelige stab og Sandra selv, om hun er klar til at spille, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Kan kalde reserve ind

Han har stadig mulighed for at skifte ud i sin trup og kan derfor kalde en reserve ind, hvis Toft må melde forfald.

– Men hvem, det eventuelt bliver, må vi tage til den tid, siger landstræneren.

Fortsat skuffelse hos håndboldkvinderne

Dagen efter dukkerten mod Rumænien vender mundvigene fortsat lodret nedad hos håndboldkvinderne.

Ærgrelsen er enorm i den danske lejr, fordi det ikke lykkedes at komme med i medaljekampene ved VM på hjemmebane.

– Det har været en hård nat og indtil videre også en hård dag. Vi er meget ærgerlige, især efter at have set kampen igen. Det er relativt nemt både i angrebet og i forsvaret at finde det ekstra mål eller to, vi manglede, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Holdet skal nu forsøge at rejse sig inden mødet med Montenegro fredag, for Danmark er fortsat ikke sikker på en plads i OL-kvalifikationen til foråret.

– Der ligger en stor opgave for den enkelte spiller at flytte fokus over på Montenegro, når hun lægger hovedet på puden i aften.

– Der venter os to vigtige kampe. Montenegro har vi mødt før. De kommer sikkert også med en utrolig skuffelse, efter at de blev slået knebent i deres kvartfinale. Det kommer til at handle om, hvem der rejser sig først, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS