Klar til ny Mac? Tjek lige dette først

Hvis rygtet om den nye Mac-computers hurtighed har gjort dig varm på et køb, så bør du lige gøre noget forarbejde, anbefaler eksperter.

Apple’s hardware-direktør John Ternus ved afsløringen af M1 cpu’en.Foto: Apple Inc./Handout via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY.NO RESALES.NO ARCHIVES.NO ARCHIVES, NO NEW USES AFTER NOVEMBER 10, 2021.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke kun Apple selv, der er svært tilfredse med deres helt nye M1-processor, som gør deres kommende Mac’s enormt hurtige.

Techeksperter i ind- og udland udkommer i denne tid med deres første dom over Apples egen processor, og der er bred enighed om, at de er hurtige. Der er bare et men. Det kan være et stort men for mange.

-Jeg er knapt så begejstret, som da vi talte sammen første gang, siger John G. Pedersen, chefredaktør for mobil- og techsitet meremobil.dk.

Han hentyder til, da Newsbreak.dk i sidste uge kontaktede ham for at høre om fordele og ulemper ved den nye Mac. Siden da har han gennemtestet en spritny Mac med den nye M1-processor. Den store udfordring består i at køre gamle programmer udviklet til Intel-processoren, der hidtil har siddet i Mac’s.

-Bruger du programmer, som du er meget afhængig af i din hverdag, så skal du først undersøge, om det program virker på den nye Mac. For hvis ikke det virker, så FÅR du det ikke til at virke. Ikke før der er udviklet en version til M1-processoren, men det er altså ikke 1. december, siger John G. Pedersen.

Stort benarbejde

Han mener, at der ingen vej er udenom at gøre et stort stykke researcharbejde selv og søge på nettet, YouTube og andre steder, hvor man kan finde især amerikanske testresultater og entusiaster, der har prøvet sig af med forskellige programmer.

-Eksempelvis Adobe Photoshop, den kører ikke stabilt. Adobe edition, som jeg bruger til podcast, har omvendt ingen problemer. Adobe har meldt ud, at de er ved at lave opdateringer. Det samme har Microsoft. Word, Excel og Outlook virker fint allerede nu. Men de kommer også til at lave M1-kompatible programmer, siger John G. Pedersen.

Samme skepsis har marketingchef Simon Elkjær fra online elektronikshoppen AvXperten:

-Da Apple i sin tid skiftede fra PowerPC til Intel-processor så vi det samme. Da skulle alle firmaer lave nye versioner af programmer. Det bliver ikke noget problem for de store, men har man et program fra et lille firma, er der ingen garanti for, at det bliver udviklet til at køre på de nye Mac’s, siger Simon Elkjær.

Han har derfor et tosidet råd, som han kalder det.

-Hvis din Mac ikke er noget værd på brugtmarkedet, så vent. Måske på at der kommer en M2-processor. Vi ved jo ikke så meget om M1-processoren. Omvendt hvis du kan få nogle penge for din Mac, kan de godt give mening at sælge nu og købe en ny. For om et år kan den vise sig at være værdiløs, da den ikke er fremadkompatibel mere.

John G. Pedersen slår fast, at uanset, om man føler for at skifte nu eller senere, får man en udfordring, hvis man er dum til elektronik.

-Den nye Mac er ikke en maskine, der henvender sig til den almindelige forbruger, som ikke bærer rundt på en stor, teknisk indsigt.

Du kan løbende holde dig opdateret om, hvilke programmer, der virker på en ny Mac med M1-processor her eller her

Powered by Labrador CMS