Klamt toilet på sygehus

På Kolding Sygehus er toiletterne små, og skraldespandende er endnu mindre. Det fandt Tommy Engstrøm ud af.

Tommy Engstrøm var ikke videre imponeret over forholdene, da han åbnede døren ind til dette toilet på Kolding Sygehus. Foto: Tommy Engstrøm fra Facebookgruppen “Kolding.”
Offentliggjort Sidst opdateret

Hygiejnen skal selvfølgelig være i top på et sygehus, men det var ikke ligefrem den opfattelse, Tommy Engstrøm havde, efter at han åbnede døren til et toilet på Kolding Sygehus 4. maj.

– Var på Kolding sygehus i onsdags, og mødte dette syn på toilettet, skriver Tommi Engstrøm således på Facebook i en offentlig gruppe for borgere med interesse for livet i og omkring Kolding. Opslaget blev lagt op med et billede af en skraldespand så fyldt med papirservietter, at det kan være svært at se, at der faktisk ér en skraldespand på billedet.

Ingen undskyldning

Kommunikationschef for Kolding Sygehus, Vera Ibsen, fortæller, at der kan være forskellige faktorer, der spiller ind, når en patient eller pårørende træder ind på et toilet, hvor det flyder med papir. Kolding Sygehus er for tiden ved at blive bygget om, og på nogle afdelinger er der til tider virkelig travlt, eksempelvis skadestuen.

– Men det er ingen undskyldning. Selvfølgelig skal rengøringsstandarden og toiletterne være i orden, siger Vera Ibsen til Newsbreak.

Der er ikke plads til store skraldespande

I kommentarerne til Tommy Engstrøms opslag på Facebook bliver der efterspurgt større skraldespande til toiletterne, så der er bedre plads til papirservietterne. Men det er desværre ikke vejen frem, fortæller Martin Fejring. Han er servicechef for Sygehus Lillebælt, som Kolding Sygehus er en del af.

– Der bliver gjort ret dagligt, og generelt ligger vi i top, når der bliver foretaget ekstern kontrol af rengøringen. Men toiletterne er ikke så store, at der er plads til en større skraldespand, siger Martin Fejring.

Se Tommys opslag på Facebook.

Sig det til de ansatte

Både Martin Fejring og Vera Ibsen opfordrer patienter og pårørende til at tage fat i den første den bedste ansatte ved sygehuset, hvis de savner rengøring på et toilet.
– Vi opfordrer altid pårørende og patienter til at sige det til personalet, siger Vera Ibsen.

Powered by Labrador CMS