KLAMT! Kendt mayo-fabrik får kæmpebøde for uhumsk hygiejne

Fødevarestyrelsen har langet en bøde ud på 20.000 kroner til den kendte fødevareproducent Gråsten Salat.

Der er plads til forbedring på hygiejnefronten for Gråsten Salat. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Fødevarestyrelsen har for nyligt banket gevaldigt i bordet overfor den kendte fødevareproducent Gråsten Salat. Styrelsen har således uddelt en bøde på hele 20.000 kroner for dårlig hygiejne til fabrikken og dens ejer Stryhn’s baseret på en kontrol, der blev foretaget på fabrikken torsdag den 5. juli.

Her konstaterede Fødevarestyrelsens kontrollanter, at der var flere eksempler på fabrikken, der ligger i byen Gråsten i Sønderjylland, hvor hygiejnen langt fra var, hvad man kunne forvente af en fødevareproducent.

I tilsynrapporten fremgår det blandt andet, at der forekom:

“Dryp fra overliggende områder ved åbne kar med mayonnaise, tappemaskine med bearnaise sovs, og tappelinje med remulade i tuber.”

Flere fremmede dryp

Og det er ikke det eneste sted, hvor fremmede “dryp” kunne snige sig ind i i fødevarerne, som sælges i en lang række butikker rundt om i landet.

“På 1. sal var der en blå gummihandske, der anvendes til overdækning af kontakt, fyldt med væske i den ene “finger”. Der var et lille hul i handsken og ved berøring kom dryp direkte i beholder med fødevarer”, står der også i rapporten.

I rapporten nævnes desuden en lang række andre påbud, som er blevet givet til fabrikken – blandt andet var håndvaskningsfaciliteterne til medarbejderne i produktionen heller ikke som de burde.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Stryhn’s, der ejer Gråsten Salat. De har lovet at vende tilbage med en kommentar til rapporten, men det er endnu ikke sket.

Du kan læse hele Fødevarestyrelsens rapport her.

Powered by Labrador CMS