Klammere end toiletbrættet: Det skal du ikke røre
Umiddelbart skulle man jo tro, at det var selve WC'et, der var det mest uhygiejniske sted på et toilet.
Vasker du hænder, når du har været på toilettet? Godt. Det bør du nemlig også.
Problemet er bare, at ikke alle ynder at gøre dig kunsten efter, og derfor er der god basis for, at uhumske bakterier spredes – også efter du har vasket hænderne.
I en ny pressemeddelelse retter hygiejnevirksomheden Initial nemlig fokus mod håndtaget ud fra offentlige toiletter. Disse kan sagtens være bakteriebomber, og håndtaget tager de fleste først fat i efter håndvasken.
– Det sidste nødvendige touchpoint på toilettet er ofte et dørhåndtag ved udgangen. Det er problematisk, at håndtagene er så beskidte, for det betyder, at selv om man tilhører den gruppe, der vasker og tørrer sine hænder efter bedste evne, risikerer man at blive udsat for bakterier og sygdom på vej ud, siger biolog fra Initial Maria Brix Balle.
Flere end på brættet
Initial har i England gennemført en undersøgelse, der viser, at dørhåndtaget på herretoilettet i en klassisk kontorbygning i London faktisk er mere uhygiejnisk end selve toiletbrættet. Intet tyder ifølge Balle på, at forholdene er anderledes i Danmark.
– Det er en global udfordring, at for få vasker hænder – særligt for mændene. Mange sjusker med håndvasken og får kun skyllet hænderne. Det kan næsten være ligegyldigt. Der skal både vand, sæbe og omhyggelig vask til at fjerne bakterierne. Der er også mange, der simpelthen kun vasker hænder, hvis andre kigger på. Men det går jo rent faktisk ud over en masse andre, når man springer håndvasken over eller sjusker med den, siger hun.
For dametoilettet var det helt anderledes. Der var slet ikke samme mængde bakterier.
I galleret over artiklen kan du se, hvordan du skal forholde dig til klamme, offentlige dørhåndtag. I artiklen “Gør du det forkert? Sådan vasker du hænder på den rigtige måde” kan du blive klogere på, ja, hvordan du vasker hænderne.