Klam kro får sur smiley for store spindelvæv

Hørning Kro syd for Aarhus må nu flage med det sure flag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om der var pyntet op til Halloween i særdeles god tid skal være usagt, men i hvert fald fik Hørning Kro i Hørning syd for Aarhus en sur smiley, da Fødevarestyrelsens kontrollanter i september var på besøg.

Under det to timer lange besøg, der fandt sted den 12. september, kunne det nemlig blandt andet konstateres, at der i samtlige lokaler med fødevarer, fødevarekontaktmaterialer og arbejdstøj kælder hang “store løsthængende spindelvæv.”

 

Her hørte kritikken imidlertid ikke op.

Møgbeskidt

Foruden spindelvæv var der nemlig fyldt med fedtede og klamme belægninger.

Blandt andet på en emhætte, der smittede af med gammel olie på skeer og opøsere.

Derudover på understel af borde i opvaskeafdelingen, hvor der ellers stod rengjorte gryder og plastikbøtter.

Skimmel og fugt

Kontrollen havde ligeledes stor kritik af de fysiske rammer.

Gulv og loft skallede flere steder, træværk og lister var belagt med skimmel og andre lister var i stykker.

Derudover var både rammen og væggene ved personaletoilettet revnet grundet store fugtskader.

For forseelserne gav Fødevarekontrollen kroen en bøde på 15.000 kroner.

Newsbreak.dk har flere gange forsøgt at kontakte Hørning Kro for en kommentar til kontrollen. Dette er ikke lykkedes.

Powered by Labrador CMS