KL afvises: Nu er fremtiden uvis
Tilsyn og styrelser mener ikke, at kommunerne leverer tilstrækkelig dokumentation i ny plan for affaldsenergi
Myndighederne kan ikke godkende den plan, som Kommunernes Landsforening (KL) har lavet for en tilpasning af affaldsforbrændingssektoren.
Det oplyser Forsyningstilsynet og Energistyrelsen i pressemeddelelser.
– Det er Energistyrelsens vurdering, at KL er gået konstruktivt til opgaven med at udarbejde planen for kapacitetstilpasning af affaldsforbrændingssektoren, står der i Energistyrelsens meddelelse.
– Myndighederne vurderer imidlertid, at der er flere kriterier, som KL’s plan ikke lever fyldestgørende op til, skriver styrelsen.
Utilstrækkeligt dokumenteret
KL har udarbejdet en plan, der blandt andet skal sikre, at det er de mindst effektive og miljømæssigt dårligste anlæg, der lukker, for at flugte med den nye klimaplan.
Men ifølge myndighederne er det ikke dokumenteret tilstrækkeligt, at det er de mindst effektive anlæg, som kommunerne vil lukke. Og der er flere kriterier, som planen ikke lever op til, lyder det.
“Det drejer sig bl.a. om kriterierne om, at KL’s plan skal sikre, at det er de mindst effektive og miljømæssigt dårligste anlæg, der lukker. KL’s plan leverer heller ikke en tilpasning, der svarer til det kapacitetsloft, som aftalen fastsætter,” skriver Energistyrelsen i styrelsens pressemeddelelse.
Afleveret i december
KL fik til opgave at lave et udkast til en plan, efter at en politisk aftale i juni 2020 blev indgået for en “klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”.
KL’s plan, der blev afleveret i december, er blevet vurderet af Energistyrelsen sammen med Miljøstyrelsen, Forsyningstilsynet, Statsstøttesekretariatet og Kammeradvokaten, som altså har vejet den og fundet den for let.
Bolden ligger nu hos staten, skriver KL i en pressemeddelelse. Man vil ikke udarbejde et nyt bud på en plan.
Det står dem frit for
KL mener, at regeringen vil privatisere affaldsforbrændingen i Danmark. Og dermed mister det offentlige indflydelse på samfundskritisk infrastruktur, lyder anken fra formanden for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, Birgit S. Hansen (S).
– KL har leveret, hvad forligskredsen har bedt os om, men det skal ikke være en hemmelighed, at det har været en kompleks og omfattende opgave, der skulle løses på meget kort tid, siger Birgit S. Hansen.
– Vi har gennem hele processen holdt myndighederne orienteret om, hvilke parametre planen bygger på. Hvis de ønsker at inddrage andre miljøparametre, fordele omkostningerne anderledes eller se på andre alternativer til energiforsyning, står det dem frit for, siger hun.