Kinesisk avis advarer truende Nordkorea mod Donald Trump
Den koreanske halvø har ikke siden 2006 været så tæt på en militær konfrontation som nu ifølge kinesisk avis.
Hvis Nordkorea planlægger flere missilaffyringer eller test med atomvåben, bør planerne omgående lægges tilbage i skuffen af hensyn til landets egen sikkerhed.
USA har gjort det klart, at det ikke vil acceptere, at Nordkorea udvikler sig til en atommagt. Derfor skal styret i Pyongyang “undgå at lave fejl på dette tidspunkt”.
Det skriver den kinesiske avis Global Times onsdag i en leder.
Nordkorea ignorer jævnligt internationale advarsler om at gennemføre den slags militære aktiviteter.
Og tirsdag advarede statsstyrede medier i Nordkorea USA om, at ethvert tegn på amerikansk “aggressivitet” vil blive besvaret af et angreb med atomvåben.
i sidste uge beordrede USA’s præsident, Donald Trump, et missilangreb mod en luftbase i Syrien. Det er af mange blandt andet blevet tolket som en advarsel mod det nordkoreanske regime.
– Ikke alene er Washington fyldt med selvtillid og arrogance efter missilangrebet i Syrien, men Trump ønsker også at fremstå som en mand, der holder sine løfter, skriver Global Times, der drives af det kinesiske kommunistpartis officielle dagblad.
På udkig efter ballade
Donald Trump, der har opfordret Kina, Nordkoreas eneste allierede af betydning, til at gøre mere for at få nabolandet til at indstille udvikling af atomvåben, skrev tirsdag på Twitter:
– Nordkorea er på udkig efter ballade. Hvis Kina beslutter sig for at hjælpe, ville det være storartet. Hvis ikke løser vi problemet uden dem!
I weekenden besluttede han at beordre flådegruppen Carl Vinson, der var på vej mod Australien, til at sætte kursen mod den vestlige del af Stillehavet.
Den koreanske halvø har ikke været så tæt på et “militært slag”, siden Nordkorea i 2006 gennemførte sin første atomtest, skriver Global Times om de amerikanske krigsskibe, der er på vej mod halvøen.
Avisen, hvis holdning ikke nødvendigvis afspejler det kinesiske styres politik, mener også, at Nordkorea vil få Kinas vrede at føle i tilfælde af nye prøveaffyringer af missiler.
– Hvis Nordkorea provokerer endnu engang denne måned, så vil det kinesiske samfund se velvilligt på, at (FN’s Sikkerhedsråd, red.) indfører adskillige hårde sanktioner, der er uden fortilfælde, skriver Global Times i sin leder.
/ritzau/Reuters