Kina har truffet en CO2-beslutning
Kina står for omtrent en fjerdedel af verdens samlede CO2-udledning. Der er mere end USA og EU tilsammen.
Kina – verdens største udleder af klimaskadelig CO2 – vil skærpe sine klimamål og være CO2-neutral inden 2060.
Det siger Kinas præsident, Xi Jinping, i en videotale i forbindelse med FN’s Generalforsamling.
– Kina vil skrue op for sit nationale klimabidrag ved at vedtage skærpede politikker og tiltag, lyder det fra Jinping i talen.
Samtidig opfordrer han alle lande til at jagte en “grøn genopretning af verdensøkonomien” efter coronakrisen.
Kina har også et mål om, at landets udledning af CO2 skal toppe inden 2030. Tidligere var målet, at det skal skulle ske omkring 2030.
EU har ifølge Reuters forsøgt at få Kina til at forpligte sig til, at udledningen skal toppe allerede i 2025.
Udleder en hel del
Kina udleder mere CO2 end USA og EU tilsammen. Landet tegner sig for omkring en fjerdedel af verdens samlede udledning. CO2 er en af de drivhusgasser, der er med til at få klodens temperaturer til at stige.
Ifølge Reuters arbejdes der i øjeblikket på en ny femårsplan i Kina. Den vil afgøre, hvor ambitiøs klimatiltagene vil være på kort sigt.
I 2015 blev størstedelen af verdens lande enige om en global klimaaftale i Paris. Her er målet at begrænse den globale opvarmning til 1,5-2 grader fra førindustrielt niveau og frem mod år 2100.
Kloden er dog allerede blevet én grad varmere, og der er 20 procents sandsynlighed for, at det vil være steget til 1,5 grader allerede i 2025.
Det vurderede FN-organisationen Verdens Meteorologiske Organisation i juli.
Aftalen er også udfordret af, at USA anført af præsident Donald Trump vil forlade den.
Allerede fra januar 2021 kan der dog være en anden mand i Det Hvide Hus, da der 3. november skal afholdes præsidentvalg i USA.
Hans modstander ved valget – Demokraternes Joe Biden – har lovet, at USA igen vil tilslutte sig aftalen, hvis han kommer til at afløse Donald Trump.
Landene i Parisaftalen har forpligtet sig til løbende at opdatere sine klimamål.
I Danmark blev der ved udgangen af 2019 vedtaget en klomalov.
Med klimaloven binder partierne bag aftalen både den nuværende og kommende regeringer til at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.