Kina fraråder ferierejser til Australien
Som led i en verserende fejde mellem Kina og Australien, fraråder ministerium alle ferier "Down Under".
Kina fraråder sine borgere at rejse på ferie til Australien grundet racisme.
Det oplyser det kinesiske ministerium for kultur og turisme i en pressemeddelelse fredag ifølge det statslige medie Global Times.
Artiklen fortsætter under videoen.
Mandag skriver Global Times, der også er talerør for Kinas kommunistparti, at advarslen fra Kinas regering til borgerne blot “er toppen af isbjerget” af, hvad Australien vil miste fra Kina.
Ifølge Global Times brugte 1,3 millioner kinesiske turister 12 milliarder australske dollar, svarende til 55 milliarder kroner, i Australien i 2019. Det er 27 procent af det samlede forbrug fra turister sidste år.
Fejde mellem Kina og Australien
Advarslen kommer som led i en verserende fejde mellem de to lande. Kina har allerede lagt told på byg fra Australien, og landet beskylder den australske regering for at være i ledtog med USA.
Ifølge Global Times begrunder det kinesiske ministerium advarslen med, at der er sket en mærkbar stigning i racistiske angreb på kinesiske og asiatiske personer i Australien.
Den kinesiske regering har tidligere ytret sin utilfredshed med, at Australien er med i den gruppe af lande, der vil have Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at undersøge årsagen til udbruddet af coronavirus, der oprindeligt brød ud i den kinesiske by Wuhan.
Kina har siden hen modvilligt bakket op om undersøgelsen.
Skuffet minister
Mandag lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra Australien, at Kina ikke er vendt tilbage på flere ugers henvendelser om at indlede en dialog.
Kina har blandt andet advaret om boykot af australske produkter blandt kinesiske forbrugere.
Siden har man suspenderet import af oksekød fra fire af de største producenter i Australien.
Begge parter påstår dog, at det ikke har noget at gøre med uenighederne om pandemien skriver Reuters.
– Desværre er vores opfordringer til samtaler blevet mødt med et negativt svar, siger Australiens handelsminister, Simon Birmingham, ifølge australske ABC.
– Det er skuffende.