Kim Wall mindes i New York med Abba, disco og lys
Til tonerne af Kim Walls yndlingssange mindedes hendes venner den afdøde journalist i New York.
– Vi prøver at mindes, hvem hun var, frem for hvad der skete med hende.
Sådan lyder det fra den afdøde svenske journalist Kim Walls veninde og kollega Ye Ming, som onsdag aften deltog i en mindehøjtidelighed for Kim Wall.
Amerikansk-kinesiske Ye Ming bor i New York og kendte Kim Wall fra Columbia Universitet, hvor de begge havde læst journalistik. De to kvinder har i en periode arbejdet sammen på en historie om kinesiske samfund i USA.
– Hun var en utrolig varm og sjov person. Hun var bare fuld af nysgerrighed og energi. Når vi var på reportage sammen, snakkede vi med så mange mennesker, og jeg var altid overrasket over, hvor meget energi hun havde.
– Hun ville altid gerne tale med flere for at komme endnu længere ned i historien. Hun var passioneret og havde en unik evne til at se det bredere perspektiv, siger Ye Ming.
Kim Wall blev meldt savnet fredag 11. august, efter at hun aftenen forinden var sejlet ud med den danske ubådsbygger Peter Madsen. Senere samme dag blev Peter Madsen sigtet for drab.
Siden nyheden om den 30-årige svenskers forsvinden blev delt i en Facebook-gruppe for tidligere journaliststuderende ved Columbia, har hendes venner forfærdet fulgt med i historien, der også har fyldt i internationale medier.
Mindehøjtidelighed
Da det onsdag blev bekræftet, at et kvindelig uden hoved og lemmer, der blev fundet på Amager, var Kim Wall, tog nogle af hendes tidligere studiekammerater initiativ til at samles ved universitet i New York for at mindes den dræbte svenske kvinde.
Mindehøjtideligheden fandt sted onsdag aften amerikansk tid.
– Vi mødtes omkring klokken 19. Alle krammede hinanden og delte minder. Der var mange lys og blomster. Klokken 20 startede vi med at sende live via Facebook, så Kims venner, der ikke var i New York, kunne følge med, siger Ye Ming.
– Der var en, der havde lavet en playliste med alle Kims yndlingssange, som blev afspillet. Der var en del disko og også Abba.
Familie i sorg
Onsdag gik Kim Walls familie – med moderen Ingrid Wall i spidsen – ud på Facebook for at udtrykke sorgen over nyheden om, at den fundne torso tilhørte Kim Wall.
“Det er med grænseløs sorg og forfærdelse, at vi har modtaget nyheden om, at resterne af vores datter og søster, Kim Wall, er blevet fundet,” skriver hun blandt andet.
/ritzau/