KIF’s forsvarsklippe tror på revanche i Polen
Lars Jørgensen ærgrer sig over søndagens hjemmenederlag til Kielce, men tror på point i udekampen om en uge.
Selvom det søndag aften blev til et nederlag til Vive Tauron Kielce, så er det muligt at få point med hjem, når KIF Kolding København allerede om en uge igen skal op mod det polske storhold.
Det mener KIF Koldings forsvarsspiller Lars Jørgensen på trods af søndagens 25-33-nederlag i Champions League.
– Det er jo som regel på hjemmebane, at man henter sine point i Champions League, men vi har vundet i Kielce før, og det er et sted, hvor vi føler os trygge, siger Lars Jørgensen til Ritzau.
– Jeg tror, vi står med gode muligheder for at lave en god kamp i Polen. De kommer selvfølgelig med et andet tryk, fordi de er på hjemmebane, men jeg ser det i hvert fald ikke som 80-20 i deres favør.
– Jeg ser det nærmere som 60-40, lyder det fra Lars Jørgensen.
KIF-føring ved pausen
I kampen i Brøndby Hallen kunne KIF Kolding gå til pause med føringen 13-12. Og Lars Jørgensen ærgrede sig efter kampen over, at det danske hold ikke formåede at holde niveau i hele kampen.
– På det her niveau kan vi ikke tillade os at have et kvarter, hvor vi ikke rammer tæt på topniveau. Kampene varer 60 minutter, og i dag glemte vi at spille håndbold i det sidste kvarter.
– Men jeg synes egentlig, at den taktik, vi havde lagt hjemmefra, var rigtig fin, siger Lars Jørgensen.
KIF Kolding-spilleren havde tidligere på ugen fået et kraftigt trælår, men ifølge Lars Jørgensen selv var det ikke noget, der irriterede ham under kampen.
– Jeg synes, det gik fint. Torsdag kunne jeg næsten ikke støtte på benet, men så fik jeg fin behandling fredag og lørdag, og jeg følte mig ikke fysisk begrænset i af det i dag, siger KIF-Kolding-spilleren.
/ritzau/