KIF-komet: Karabatic er mit idol
Magnus Landin glæder sig til søndagens møde med Nikola Karabatic og FC Barcelona i Champions League.
KIF Kolding København-spilleren Magnus Landin har svært ved at finde ud af, hvilket ben han skal stå på i øjeblikket.
På søndag får de danske håndboldmestre besøg af den spanske storklub FC Barcelona i Champions League. Hos spanierne løber en af verdens bedste håndboldspillere rundt i skikkelse af franskmanden Nikola Karabatic – en spiller som unge Landin har set op til i mange år.
Derfor bliver mødet med den spanske storklub en særlig oplevelse for den 19-årige dansker.
– Det første, jeg tænker ved FC Barcelona, er Nikola Karabatic og Victor Tomás – store stjerner, som jeg altid har set op til. Jeg har selv en gammel Karabatic-trøje fra Kiel liggende derhjemme, som jeg kigger på engang imellem.
– Det bliver en stor oplevelse. Karabatic har altid været et kæmpe forbillede, som jeg har set op til, siger Magnus Landin.
Den 19-årige venstrefløj har i denne sæson fået sit gennembrud for de danske mestre, hvor det er blevet til meget spilletid både i den hjemlige liga og i Champions League.
Kampen mod Barcelona bliver dog noget helt særligt.
– Mødet med Barcelona bliver det største i min karriere. Jeg har aldrig tidligere været med til så stor en kamp med så mange stjerner.
Så den unge dansker kan begynde at mærke nervøsiteten.
– Der er mange sommerfugle i maven, siger Magnus Landin.
Han tror på KIF’s chance for sejr i kampen.
– Selvtilliden på holdet er rigtig stor. Vi fungerer lidt som en velsmurt maskine i øjeblikket, og vi spiller rigtig godt, siger en optimistisk Magnus Landin.
Magnus Landin er lillebror til landsholdsmålvogter Niklas Landin, der til dagligt spiller i tyske Rhein-Neckar Löwen.
/ritzau/