KIF Kolding slår bundhold

Allerede i første halvleg satte KIF Kolding København tingene på plads i udekampen mod Nordsjælland Håndbold.

KIF Kolding København vandt over Nordsjælland Håndbold. Foto: Jørgen Kirk/scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Både KIF Kolding København og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) vandt fredag aften komfortable sejre over bundhold i Boxer Herreligaen i håndbold.

På udebane vandt KIF Kolding København over Nordsjælland Håndbold med 29-20 efter at have ført med 15-9 ved pausen.

BSV endte med at vinde holdets hjemmekamp over Skive med 11 mål, selv om afstanden mellem de to mandskaber kun var to mål efter de første 30 minutter.

33-22 vandt BSV, der med seks sejre i syv kampe har rækkens bedste statistik på hjemmebane.

Både KIF og BSV er med sejrene en del af et felt på i alt fire hold med 20 point, der jagter topholdet Team Tvis Holstebro, som tidligere fredag aften vandt snævert over HC Midtjylland med 28-26.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS