KIF fyrer cheftræner Henrik Kronborg og hyrer spanier
KIF Kolding København fyrer Henrik Kronborg som cheftræner og ansætter i stedet spanske Antonio Carlos Ortega.
De forsvarende herrehåndboldmestre fra KIF Kolding København har onsdag fyret Henrik Kronborg som cheftræner og i stedet ansat spanske Antonio Carlos Ortega.
– Det er et scoop for dansk håndbold og især for KIF Kolding København, at vi i dag kan præsentere en så anerkendt og succesfuld træner som Ortega, der også i sin aktive karriere var en af grundpillerne på FC Barcelonas dream team.
– Ortega er kendt for et aggressivt kompakt forsvar med et stærkt angrebskoncept, som spillemæssigt går godt i spænd med vores 2020-plan, siger KIF-sportschef Lasse Boesen i en pressemeddelelse.
KIF Kolding København tak samtidig den afgående cheftræner Henrik Kronborg for indsatsen.
– Henrik er en vellidt person i klubben og en utrolig stærk strategisk træner, der ikke har haft de mest optimale arbejdsbetingelser på det sidste.
/ritzau/
– Vi har været utrolig glade for at have Henrik i klubben og skylder ham en stor tak for indsatsen. Vi ønsker ham al held og lykke fremadrettet, siger Lasse Boesen.