Khader tilbage - i bar overkrop
"Jeg er klar til kamp", skriver han på Facebook
Naser Khader (K) er tilsyneladende klar til at vende tilbage til Christiansborg.
Hans sygemelding sluttede nemlig 1. august, oplyser han i en sms til Ritzau, og på sin Facebook-profil skriver han, at han er tilbage.
- I am back - rask og i god form.
- Jeg er ikke perfekt, men jeg elsker Danmark og er klar til kamp, skriver han i opslaget, der er akkompagneret af et billede af Khader i bar overkrop på toppen af en bakke et sted, der ikke ser ud til at være i Danmark.
Khader har været sygemeldt med stress siden april. Sygemeldingen kom, efter at debattører og kritikere fortalte om, at han havde forsøgt at skræmme dem ved blandt andet at kontakte deres arbejdsgivere for at lægge et pres på dem.
- Undskyld. Jeg mistede overblikket hen ad vejen i min politiske kamp. Og nogle gange har jeg endda tabt hovedet, skrev han i april, efter at beskyldningerne var kommet frem.
På Facebook byder Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, Naser Khader "Velkommen tilbage" søndag eftermiddag.
Siden Khaders sygemelding i april er han blevet ramt af nye beskyldninger.
Denne gang stod fem kvinder i juli frem og fortalte til DR, at de mellem 1999 og 2019 var blevet udsat for seksuelle krænkelser eller grænseoverskridende adfærd fra det konservative folketingsmedlem.
De berettede om forskellige episoder, der tog udgangspunkt i, hvad de opfattede som møder af arbejdsrelateret karakter, men som udviklede sig til krænkelsessager.
Samleje på kontorgulv
En kvinde fortalte til DR, at mødet med politikeren tog en voldsom drejning, da hun mødtes med ham på hans kontor i 2000.
Ifølge kvinden pressede Khader hende op mod væggen, kyssede hende, trykkede hendes hoved ned mod sit skridt, åbnede sine bukser og stak sit lem i munden på hende. Bagefter skulle han have trukket hende ned på gulvet og haft samleje med hende uden beskyttelse.
Afviser beskyldninger
Selv har Khader afvist beskyldningerne. Han husker episoderne anderledes, har han fortalt til DR. I nogle af tilfældene afviser han helt, at møderne har fundet sted.
- Jeg kan sige ganske klart, at jeg ikke har optrådt voldeligt eller truende over for nogen kvinder eller har misbrugt et magtforhold, lød det fra Khader i et skriftligt svar til DR.
Khaders politiske karriere går tilbage til 1990'erne, hvor han sad i Borgerrepræsentationen i København for De Radikale.
I 2001 kom han i Folketinget for partiet, og i 2007 skiftede han parti, da han var med til at stifte Ny Alliance, der senere blev til Liberal Alliance. I 2009 skiftede han så til Konservative, hvor han stadig er i dag.
Naser Khader har ikke tid til at uddybe sit Facebook-opslag søndag, oplyser han.