Khader: Jihadistbyen Aarhus skal lukke Grimhøjmoskéen
Det er helt hen i vejret, at byen Aarhus samarbejder med Grimhøjmoskéen, der folder Islamisk Stats (IS) holdninger ud som mainstream i det lokale samfund og i Danmark.
Aarhus er Danmarks førende jihadistby lige nu. Den udvikling bremses kun ved at lukke radikaliseringens arnested: Grimhøjmoskéen.
Så knivskarpt lyder det fra Det Konservative Folkepartis spidskandidat i Aarhus til Folketinget, Naser Khader (K), i et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver stiften.dk.
»Grimhøjmoskéens talsmænd taler med to tunger, så vi ikke skal gennemskue, hvilken hadideologi vi har med at gøre. På den ene side foregiver de at samarbejde med politiet, og på den anden side kunne man i sidste uge erfare, at dansk-somalieren Ahmed Halene, der har fået indrejseforbud i Storbritannien, fordi han er under terrormistanke, har sin daglige gang i moskéen på Grimhøjvej. Ifølge Århus Stiftstidende er han set sammen med andre hjemvendte Syrien-krigere,« skriver Naser Khader blandt andet.
Han konstaterer, at den relativt største del af Syrien-krigere fra Danmark udklækkes i Aarhus. I samme åndedrag kritiserer han borgmester Jacob Bundsgaard (S) for at opfatte de religiøse ledere omkring moskéen som væsentlige samarbejdspartnere.
I samme avis går Jacob Bundsgaard til modangreb og kritiserer Naser Khader for, at han bruger et kompliceret emne som radikaliseringen i Aarhus som et personligt værkstøj i sin valgkamp.
»Vi har en kritisk dialog med Grimhøjmoskéen. Den holder vi fast i, men vi har ikke noget samarbejde med moskéen, og de fortjener ingen ros. De skal udfordres på deres antidemokratiske holdninger,« siger Jacob Bundsgaard til Jyllands-Posten.