Kevin de Bruyne vil undskylde over for bolddreng

Foto: DANIEL ROLAND/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kevin de Bruyne overfusede en bolddreng i Wolfsburgs kamp mod Eintracht Frankfurt, og nu siger den belgiske Bundesliga-spiller undskyld.

»Giv mig bolden, din motherfucker,« råbte de Bruyne under 1-1-kampen mod Eintracht Frankfurt. Desværre for ham blev hans udtalelse fanget af mikrofonerne på stadion, og torsdag kunne den tyske avis Bild bringe historien om Wolfsburg-spillerens vredesudbrud.

Det har fået Nicklas Bendtners holdkammerat på glatis, men nu lægger han sig fladt ned.

Efter Bild har konfronteret ham med historien, har den belgiske fodboldspiller lovet at undskylde over for den sagesløse U16-spiller fra Frankfurt, og sammen med de opblødende ord vil Wolfsburg-spilleren også sende en signeret trøje. De Bruyne var udelukkende fokuseret på at hente sejren, og derfor steg det ham til hovedet, forklarer han over for Bild.

Noget bedre så det ud for Kevin de Bruyne og Wolfsburg i sæsonåbneren mod Bayern München, hvor folkevognsklubben vandt med 4-1 på hjemmebane, men den fornemme præstation kunne de ikke følge op i årets anden Bundesliga-prøve mod Frankfurt.

Wolfsburg hentede Kevin de Bruyne i Chelsea i 2014 for 164 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS