Kessler i chok over boksevens tragiske død
Mikkel Kessler er i chok over nyheden om den forhenværende bokseven Anders Huggers pludselige død.
34-årige Anders Hugger blev søndag fundet død i bokseklubben Olympia Odenses lokaler, efter han ikke var vendt hjem fra en bytur lørdag aften.
Nyheden om den forhenværende boksers alt for tidlige død har sendt det danske boksemiljø i chok og sorg. Det samme giver Mikkel Kessler udtryk for mandag aften i en opdatering på Facebook.
Her skriver Mikkel Kessler følgende:
Meddelelsen om Anders Huggers dødsfald kommer som et stort chok for mig.
Jeg var i amatørdagene på landsholdet sammen med Anders, og var så priviligeret at sparre med ham ved flere lejligheder. Når Anders gik i ringen, gav han sig 110%, og hans kampe var altid spændende at følge.
Anders var et sympatisk og hjertevarmt menneske, og ikke mindst en rigtig god ven. Dansk boksning og alle der kendte ham, har mistet en ildsjæl og en stor personlighed. Mine tanker går til de efterladte i denne svære stund.Hvil i fred, kære Anders.
Indtil videre har politiet ikke ønsket at oplyse offentligheden om årsagen til Anders Huggers alt for tidlige død.
Anders Hugger vandt som amatør flere DM-titler, og boksede 11 kampe som professionel – som han vandt. Men en øjenskade tvang ham til at stoppe i 2008.
Anders Hugger efterlader sig sin kone Rie Ahm Hugger.