Kenyansk favorit vinder Copenhagen Half Marathon

Her er vinderen er Bedan Muchiri. Foto: Morten Germund/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Atletikstjerne fra VM tog sejren i det københavnske halvmaraton med årets hurtigste tid på distancen.

De københavnske gader var søndag præget af løbet Copenhagen Half Marathon, som både byder eliten og bredden velkommen.

Omkring 25.000 løbere var i alt tilmeldt, og hos mændene var det løbets kenyanske forhåndsfavorit, Bedan Karoki Muchiri, der tog sejren på den 21,1 kilometer lange rute.

Bedan Karoki Muchiri sluttede for to uger siden på fjerdepladsen i 10.000 meterfinalen ved VM i atletik i Beijing, og han har tidligere proklameret, at han gik efter at sætte årets hurtigste tid på halvmaratondistancen.

Det lykkedes i København, da kenyaneren vandt i tiden 59 minutter og 14 sekunder foran otte andre kenyanske løbere.

Før løbet lød årets hurtigste tid på 59,20 minutter, som kenyaneren Stanley Biwott præsterede i marts i Holland, og den tid blev altså slået med seks sekunder.

Hos mændene blev den bedst placerede dansker Abdi Hakini Ulad fra Hvidovre. Han løb i tiden 1.02,58 timer og sikrede sig dermed også DM-titlen på distancen.

Kvindernes løb blev også vundet af en kenyaner, da Purity Cherotich Rionoripo vandt i tiden 1.08,29 timer.

Her blev Anna Holm Baumeister bedste danske kvinde i tiden 1.12,59 timer.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS