Kendte rappere raser mod dansk festival: Pengene kom aldrig

Flere danske stjerner siger, de ikke har fået betaling for at spille på festivalen For Evigt i 2017

Publikum ved sidste års For Evigt, der blev afholdt i Rødovre. (Foto: Gonzalez Photo/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

2018-versionen af hiphopfestivalen For Evigt blev for nyligt aflyst – selvom masser af mennesker allerede havde nået at sikre sig billetter til festivalen, der kunne lokke med navne som Kesi, Gelli og amerikanske YG.

Ifølge Ekstra Bladet har arrangøren bag festivalen, Tanja Haddaoui, erklæret sig insolvent.

Den officielle begrundelse for aflysningen af festivalen var, at blandt andet en stor Koda-regning havde vist sig at være en økonomisk udfordring, der ikke kunne klares.

Kunstnere har ikke fået deres betaling

Men noget tyder på, at der stikker mere under. I hvert fald mener flere kunstnere ikke, at de har fået de penge, de skulle have for at spille på festivalen sidste år.

Blandt andet dj’en Tue Track og rapperen Marvelous Mosell har måttet se langt efter de penge, de var blevet lovet.

Over for Ekstra Bladet erkender Haddaoui da også, at nogle af kunsterne, der spillede på sidste års For Evigt ikke har fået deres betaling.

Det står dog i skærende kontrast til det, Tanja Haddaoui sagde, da Newsbreak.dk var i kontakt med hende i sidste uge. Her fortalte Tanja Haddaoui, at alle artister, der spillede på festivalen i 2017, havde fået deres betaling.

Marvelous Mosell fortæller til Ekstra Bladet, at han føler sig snydt af festivalarrangøren. Mosell spillede på festivalen sammen med Tue Track, der i sidste uge kunne fortælle Newsbreak.dk, at han ikke mente at have modtaget sit honorar for jobbet:

– Hun har snydt, vil jeg sige. Det virker i hvert fald suspekt, men jeg læste, at hun har en frisørsalon, så måske hun vil give mig en gratis klipning i stedet for, foreslår rapperen med det borgerlige navn Morten Sell til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS