Kendt TV-mor chikaneres: Oversvømmes af pikbilleder
Langtidsammeren chikaneres på det groveste.
Det har været et begivenhedsrigt år for 25-årige Luna Munk fra Randers. Hun er alenemor til tre, og kom første gang i vælten, da hun offentligt stod frem som langtidsammer.
Siden er hun blevet en del af det populære tv-program ‘De Unge Mødre’. Kendistilværelsen er dog ikke uden konsekvenser. For efter at den unge randrusianske mor er blevet kendt, er en til tider grov chikane på nettet blevet hverdag.
– Nogle måneder efter at jeg første gang optrådte i ‘De Unge Mødre’, begyndte det. Der bliver oprettet falske datingprofiler i mit navn, og cirka et par gange om ugen modtager jeg dickpics fra fremmede mænd, fortæller Luna Munk til TV2 Østjylland.
Ædle dele fra knap så ædle mænd
Sammenlagt vil hun skyde på, at der i alt er dumpet over 100 billeder af mænds ædle dele ind i hendes indbakke på Facebook. På selvsamme medie modtager hun dagligt venneanmodninger og diverse beskeder fra totalt fremmede.
De falske datingprofiler går hende på, imens hun efterhånden har vænnet sig til dickpics og lignende på Facebook.
– Det er mega grænseoverskridende med de der profiler, for jeg ved jo ikke, hvordan de udstiller mig. Jeg kan se på en af dem, at der står, jeg har en masse mærkelige seksuelle lyster, og folk tror jo, det er mig, siger hun og fortsætter:
– I starten var det også grænseoverskridende med billederne, men nu ignorerer jeg dem bare. Og så blokerer jeg profilen.
Kæmper mod dem
Det var bekendte, der tippede hende om datingprofilerne, som Luna Munk selv har gjort en indsats for at få lukket.
– Jeg skrev til en af profilerne på Dating.dk, og kort efter blev den så slettet. På Scor.dk skal jeg betale for at kunne skrive til den falske profil, men jeg har kontaktet folkene bag siden, dog uden at få svar.
Nogle vil mene, at det bare er et vilkår som kendt, og at den unge randrusianer selv har bedt om det. Den betragtning er hun dog ikke enig i.
– Det er da ingen undskyldning, at bare fordi jeg er med i et tv-program, så må folk godt opføre sig på den måde. Det er da ikke okay, lyder det fra Luna Munk.
Identitetstyveri defineres af politiet på følgende måde:
“Det er identitetstyveri, når dine personlige oplysninger bliver stjålet og brugt ulovligt til at åbne en konto i dit navn.” Det opfordres i øvrigt til, at man anmelder det til sit lokale politi.