Kendt TV-familie blandet ind i 17-årigs mystiske forsvinden
Kommer nu med en bøn til danskerne.
Familien Elhauge fra Årgang 0 sidder i Aarhus og synes, der har været fuldstændig stille fra 17-årige Holger fra Aarhus, der en torsdag sidst i oktober tog sit gode tøj, efterlod sin mobiltelefon og forsvandt. Siden har politi, familie og pårørende søgt efter den savnede unge mand.
I sidstnævnte kategori finder vi familien Elhauge, der er kendt fra det vanvittig populære TV2-program Årgang 0. Forældrene Tina og Mogens er venner med Holgers forældre, og Christian Elhauge, programmet handler om, er født omkring samme tid som den forsvundne Holger.
Flere gange har far Mogens fra sin Facebook-profil delt artikler og efterlysninger omhandlende den savnede aarhusianer, hvis sidste rigtige livstegn stammer fra Ungdomshuset i København. Det forlod han den 30. oktober.
Har nogen givet ham et lift?
Umiddelbart er der ikke noget decideret interessant i, at en kendt familie er venner med en forsvunden ung mands ditto, men når man er et kendt ansigt, har man også visse muligheder for at råbe omverdenen op.
Om det er det, der har fået Mogens Elhauge, der har kendt Holgers far i 20 år, til at tage bladet fra munden i en artikel på TV2.dk, skal vi ikke spekulere i, men faktum er, at det er netop, hvad den velmenende mand nu har gjort.
– Hvis nogen har givet Holger et lift, hjulpet ham med overnatning eller arbejde, eller bare mener at have set ham et sted, er det vigtigt, at de henvender sig til politiet eller familien. Det vigtigste lige nu er at få et livstegn, da vi frygter, at der kan være sket en ulykke, siger Mogens Elhauge til TV2.
Holgers forældre kunne i øvrigt ses med Elhauge fra Årgang 0 i afsnittet fra uge to i 2018, hvor de var ude at spise med Elhauge-parret.
Båden til Sverige
En af de absolut tidligste teorier, Østjyllands Politi begyndte at arbejde med, er, at Holger kan være stukket af til Sverige. Det skyldes, at et vidne tidligt i processen fortalte, at vedkommende havde været i kontakt med den 17-årige i weekenden umiddelbart efter hans forsvinden. Her havde Holger givet udtryk for, at han kunne finde på at tage mod Sverige – angivelig i en båd.
Siden er han blevet set på en række adresser i København, har øjenvidner meddelt politiet, der via video-overvågning har haft held til at lokalisere den unge mand på to af disse steder – og dermed bekræfte.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse onsdag, at det har kunnet bekræfte, at Holger har været på Hillerødgade på Nørrebro og i Ungdomshuset på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.
Den 17-åriges tur til Sverige kan være besværliggjort, fordi han ikke er i besiddelse af et pas. Også det har han – som mere eller mindre alt andet – efterladt.
Til sammen har det dog betydet, at Holger ikke kun er efterlyst i hele Danmark.
– Vi har været i kontakt med svensk politi og så er han efterlyst i Schengenlandene. Så kommer han i kontakt med myndighederne, kan de se, at politiet i Østjylland leder efter ham, har Jeanette Løv Rasmussen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, tidligere fortalt Newsbreak.dk.
Efterlysning hele vejen rundt
Birthe Røddik er mor til Holger, og hun har sammen med familien tidligere givet udtryk for, at den største bøn til alle danskerne er ikke at holde noget tilbage.
– Vi har brug for alle de oplysninger, vi kan få. Vi er meget taknemmelige for dem, vi har fået den sidste måned, at folk har givet sig tid til det, men vi vil gerne have endnu flere, sagde Birthe Røddik til Newsbreak.dk i begyndelsen af december.
Siden da har der været stort set stille fra offentlig side indtil denne onsdag, hvor sagen pludselig blussede op igen med familien Elhauges involvering.
Tilbage er der at håbe, det bærer frugt.
Signalement og kontakt
Vælger du at følge familiernes bønner, så får du her både kontaktoplysninger og et signalement af den forsvundne, 17-årige Holger.
Holger beskrives som:
– Dansk.
– 178 centimeter høj.
– Almindelig til muskuløs af bygning.
– Lyst, kort hår.
– Han er sidst set iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet jakke/frakke medbringende en sovepose.
Østjyllands Politi opfordrer borgere til at ringe på telefonnummer 114, hvis de ser 17-årige Holger. Politiet opfordrer desuden til, at borgere gør opmærksom på det, hvis nogen har overnattet i deres fritidshus uden aftale.