Kendt TV-ekspert vil i Folketinget
Gustav Juul, der er kendt fra Luksusfælden vil i Folketinget.
Når du ser et billede af Gustav Juul, så er det første, du tænker på nok, at det er ham fra Luksusfælden. Og ganske rigtigt, så er Gustav Juul en af de kendte eksperter, der har været med til at hjælpe mange danskeres økonomi på vej i Luksusfælden.
Men du vidste nok næppe, at Gustav Juul siden 2013 har været en del af byrådet i Furesø for Venstre, hvor han også er gruppeformand. Men Gustav Juul er nu klar til at gå i kollegaen Mette Reissmanns fodspor – eller i hvert fald forsøge. Gustav Juul vil nemlig forsøge at blive valgt ind i Folketinget.
Siden 1990’erne har Gustav Juul været en del af Venstre, da han meldte sig ind i Venstres Ungdom på Frederiksberg. Men selvom han blev medlem i det politiske parti i København, så er det langt fra de daglige græsgange, at Gustav Juul skal forsøge at blive valgt.
– Jeg er blevet spurgt af Aarhus Nord-kredsen om jeg ville stille op der. Og det ville jeg gerne, jeg er født i Aarhus, forklarer Luksusfælden-eksperten til Newsbreak.dk.
Et travlt forløb
Folketingsvalget står for døren – og hvor andre har valgplakater og brochure stående klar til, at hornet lyder, så er Gustav Juul i den tidlige opstart.
– Det er fuldstændig rigtigt, at jeg er en lille smule bagud på point, fordi jeg kommer så sent i valget, som jeg gør. Men jeg vil gøre en god figur og forsøge at få et stærkt valg, men det er rigtigt, at jeg kan se, at mine kolleger har fået plakater og brochure på plads. Det skal jeg først nu, siger Gustav Juul til Newsbreak.dk.
Selv pointerer Gustav Juul, at det er kredsbestyrelsen, der har indstillet ham som kandidat, men at han endnu ikke er kandidat, før opstillingsmødet onsdag, hvor der skal tages endelig stilling til kandidaturet. Men Gustav Juul håber, at han med et folketingsvalg kan være med til at kigge nærmere på økonomien i politik, fordi der skal nødig komme en løbsk diverse-post, som man kender det fra Luksusfælden.
– Der skal være en sammenhæng i økonomien i politik, men jeg vil også kigge på politikken med et samfundssyn, der skal få dagligdagen til at hænge sammen for den enkelte person, forklarer hovedpersonen selv.
Politikken er klar
Et af de punkter, hvor Gustav Juul vil bruge meget kraft og energi er, at man skal få ordentlig service af det offentlige.
– Der har været en del forældre, der oplever, at der ikke er en ordentlig service, fordi der ikke er pædagoger nok i daginstitutionerne. Hvis forældrene har ondt i maven over at aflevere børn i vuggestuer, så er det noget, som man er nødt til at kigge på. Sådan skal det ikke være, forklarer Gustav Juul, der selv har børn.
– Jeg synes, at jeg har fået en god service hos daginstitutioner og skoler, så jeg synes ikke, at min oplevelse har været dårlig. Det har været rigtig fint, men jeg kan godt høre, at nogle forældre oplever, at daginstitutioner ikke lever op til, hvad man forventer, uddyber han.
Men om en plads i Folketinget betyder et farvel til Luksusfælden er endnu for tidligt at sige.
– Jeg tager en ting ad gangen, afslutter Gustav Juul.