Kendt politiker afslører: -Jeg er ramt
Den tidligere erhvervsminister fik symptomer for en håndfuld dage siden, men er ikke hårdt ramt, oplyser han
Rasmus Jarlov er smittet med coronavirus.
Det skriver folketingsmedlemmet fra De Konservative på Twitter.
Jarlovs positive testsvar stammer fra 7. november.
- Så blev jeg også ramt. Hele vores lille familie er nu smittet. Vores søn på halvandet år er dog helt upåvirket ud over lidt hoste.
- Jeg fik de første symptomer for ca. fem dage siden og kan bestemt godt mærke det, men er ikke hårdt ramt, skriver Jarlov på Twitter.
Rasmus Jarlov er tidligere erhvervsminister, og han har siddet i Folketinget for De Konservative i flere perioder.
Ønskes god bedring
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har været hurtig på tasterne og skrevet til Jarlov:
- God bedring til jer Rasmus. Pas godt på hinanden, skriver Engelbrecht på Twitter.
I dag er Jarlov formand for Folketingets Forsvarsudvalg, mens han for De Konservative blandt andet er finans- og skatteordfører.
Meldingen fra Jarlov kommer på et tidspunkt, hvor der er stigende coronasmitte i samfundet.
Senere tirsdag ventes et flertal i Folketingets Epidemiudvalg at ophøje covid-19 til en samfundskritisk sygdom igen, så der kan indføres restriktioner til at bremse smitten.
Regeringen vil i den forbindelse indføre coronapas udvalgte steder.
Det sker efter indstilling fra Epidemikommissionen, hvor sundhedsmyndighederne blandt andet sidder med og rådgiver regeringen.