Kendt hotel-ejer døde i weekenden
Ejeren af Brøndums Hotel er død
En af Danmarks mest kendte hotel-ejere, Bendt Fredberg, er død.
Bendt Fredberg ejede siden 1977 det berømte og historiske Brøndums Hotel i Skagen.
Dødsfaldet bekræftes i en pressemeddelelse fra Hotellet.
Sov stille ind
Bendt Fredberg sov stille ind lørdag. Han blev 93 år.
- Igennem sit mangeårige virke satte han sit præg på Skagen - altid med vægt på historien og vigtigheden af at bevare det særlige, der hviler over hotellet og omgivelser i bydelen Østerby.
- Han var ofte i byen og skabte sig igennem årene en stor omgangskreds af kollegaer, venner og forretningsforbindelser, der værdsatte hans altid store virketrang og gode humør, hedder det i meddelelsen fra Brøndums Hotel.
I stilhed
Begravelsen vil - efter Bendt Fredbergs ønske - foregå i stilhed med deltagelse af kun de allernærmeste.