Kendt dansker død efter sygdomsforløb
Efter et langt sygdomsforløb er den danske forfatter død
Den dansk-italienske forfatter Maria Giacobbe er død i en alder af 95 år. Det oplyser forfatterens søn, Thomas Harder, til Ritzau.
Hun døde lørdag på Frederiksberg efter længere tids sygdom.
Maria Giacobbe blev født og voksede op på den italienske ferieø Sardinien, som store dele af hendes forfatterskab kredser om.
Læste i Rom
Hun blev lærer i 1948 og arbejdede siden som folkeskolelærer i perioden 1951 til 1957, samtidig med at hun studerede filosofi og pædagogik på universitetet i Rom.
I hendes første og meget omtalte bog, "Lærerinden på Sardinien", der blev udgivet i 1957, fortæller hun om sin tid som lærerinde og om kultursammenstødet mellem de fattige landsbyer og den nye skole- og skriftkultur.
Bogen blev en succes i Italien og oversat til flere sprog.
Fik tre sønner
Ved et forfatterarrangement mødte hun den danske forfatter Uffe Harder, som hun i 1958 efter blev gift med.
De fik sammen sønnerne Thomas og Andreas Harder.
Parret slog sig ned i Danmark, og fra 1964 havde Maria Giacobbe fast adresse på Frederiksberg.
Modstander af fascismen
Maria Giacobbe har udgivet både romaner, noveller, essays og digte.
Forfatterskabet er stærkt præget af forældrenes antifascisme. Hendes far, der var ingeniør, var i åben opposition til fascismen og den politiske leder Mussolini.
Mange af hendes bøger er skrevet på italiensk og senere oversat af hendes mand.
Da Maria Giacobbe blev skilt i 1985, overtog sønnen Thomas rollen som oversætter.
Kæmpede for menneskerettigheder
Den kvindelige forfatter modtog i 1986 Thit Jensens Forfatterlegat og i 1993 Dansk Litteraturpris for Kvinder.
Maria Giacobbe har blandt meget andet været aktiv i Komitéen for Palæstinensisk-Israelsk Sameksistens og i Det Danske Center for Menneskerettigheder.