Kendispar udsat for indbrud: Sjette gang på seks år
Parret blev for sjette gang på seks år udsat for indbrud. Politiet bekræfter indbruddet.
Den danske skuespiller og byrådskandidat Tomas Villum Jensen har torsdag været udsat for indbrud.
Tyve brød ind i Tomas Villum og Maria Montells hus i Nordsjælland. Det skriver han på sin Facebook-profil:
– Indbrud i huset. Vores 6. indbrud i vores huse på seks år – et om året. Nordsjællands Politi fortæller mig, at de er underbemandede big time og ikke rigtigt kan gøre noget. Men de sender en tekniker senere. Lad os hjælpe politiet NU – Tre tyve kører væk i en 5-dørs sort Peugeot model 306 fra 1997 med Reg: VH 34 813 el. VH 34 814. Fyrene var en danskudseende og to arabisk-udseende gutter – de talte engelsk.
Rystet håndværker
Det er ikke lykkedes Kendte.dk at få en kommentar fra Tomas Villum Jensen, men til BT siger han dog, at det var en håndværker, der opdagede tyvene.
– Jeg sidder på kontoret, da håndværkeren ringer og fortæller, at han lige har overrasket tre indbrudstyve, som var brudt ind i vores hus med handsker, hætter og halvmasker på. Og man kan høre på ham, at han er rystet – som i rystet, fortæller Tomas Villum Jensen til BT.
Han modtog opkaldet fra håndværkeren torsdag ved 13-tiden, og indbrudstyvene havde kastet en stor sten gennem et vindue for at komme ind i huset.
Her fra stjal de familiens stationære Mac-computer. Alligevel vendte tyvene senere tilbage og her var det så, at de blev overrasket af håndværkeren, der råbte tyvene an. Det fik tyvene til at tage flugten fra stedet.
Politiet bekræfter indbruddet
Nordsjællands Politi bekræfter over for Kendte.dk, at der har været indbrud i et hjem ved Humlebæk, der passer med Thomas Villum og familiens.
Politiet oplyser, at det efterforsker sagen i øjeblikket.