Kendis’ Hollywood-stjerne udsat for hærværk: Datteren er rasende – men tager fejl
Paris Jackson har fundet skuresvamp og rensebenzin frem.
Grafitti hører kun til på særligt indrettede vægge i urbane områder. Det er nogle menneskers holdning, men tilsyneladende ikke alles, og det har fået Paris Jackson – datter af megastjernen med fornavn Michael – til at rase.
Hun følte sig nødsaget til selv at trave ned til Hollywood walk of fame, fordi nogen har vanæret hendes berømte fars stjerne på det måske mest berømte fortov i verden. Med rød maling er den karakteristiske stjerne nemlig blevet malet over.
Så med tasken fuld af rensebenzin og skuresvamp bevægede Paris sig ned på knæ og gav sig til at skrubbe, afslører hun selv på sin Instagram.
– Nogle mennesker har bare ingen forbandet respekt, skrev hun til billedet, hun selv har lagt op til vidt skue. Således har hun også gjort det muligt for alle andre at se den forholdsvis store fejl, kendisdatteren har begået. Stjernen tilhører nemlig ikke hendes far.
Der er tale om den britiske radio-legende med samme navn. Efter flere har gjort hende opmærksom på, at ikonet på stjernen forestiller en klassisk radio-mikrofon og ikke en plade, som musik-stjernerne præges af, tilføjer Jackson:
– Jeg er klar over, at der er forskel på radioemblemet og albummet, men et navn er et navn.
I øvrigt er det den 25. juni i år ni år siden, Paris mistede sin far, Michael Jackson. Gudsbenådet sanger og entertainer – ikke radiostemme.