Kender du ‘frække’ Henriette og Frank? De mangler noget

En eller flere 'gerningsmænd' burde nok have tænkt lidt mere over 'affaldssortering', inden de smed nogle sække midt i et industrikvarter.

Dette syn mødte Leif Hansen. Så kiggede han nærmere på affaldet – og det var ikke kedeligt. KLIK og se, hvad han fandt. Foto: Leif Hansen.
Dette syn mødte Leif Hansen. Så kiggede han nærmere på affaldet – og det var ikke kedeligt. KLIK og se, hvad han fandt. Foto: Leif Hansen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er bare dumt at smide affald i naturen eller på vejen. Lidt mere dumt er det, hvis der ligger noget i affaldet, der kan føres tilbage til der, hvor det kommer fra.

Man kan måske argumentere for, at det så er endnu dummere, hvis beviserne i det dumpede affald – efter alt at dømme – stammer fra et sex-party, skriver TV2 Østjylland.

Leif Hansen har et vognmandsfirma i Gedved i det nordlige Horsens. Af en bekendt blev han gjort opmærksom på, der (igen) var dumpet nogle affaldssække umiddelbart over for hans firma.

Han har før oplevet, at både private og firmaer smider hele trailerfulde affald i industriområdet. Han tager derfor ud for at blive klogere på sagen.

– Så jeg roder lidt i affaldet, siger Leif Hansen til Newsbreak.dk.

Affaldet består af mest af pap, papir og lignende i de fleste af sækkene – en er fyldt med mad-affald.

Fræk dans, blinis og tigerrejer

I den ene af sækkene finder Leif Hansen et menukort. Af de lidt mere avancerede af slagsen. Det er langt fra kun mad og drikke, der er at finde på det.

Det fremgår nemlig af kortet, at festen, der afholdes er et maskebal. Og – skal man dømme efter ordlyden – et af de frækkere af slagsen.

Det ‘menukort’ kan du se i galleriet over artiklen. Og det er ikke kedeligt.

“Lad os starte på vores naughty masquerade ball og lad os sammen få en forrygende, festlig og fræk aften”, står der blandt andet i menukortet – underskrevet “Frække hilsner Henriette og Frank”.

Der henstilles blandt andet også til, at man sexer i legerummet.

Humor blandet med alvor

Leif Hansen kan sagtens se humoren i affaldet. Han har alligevel valgt at dele sit fund i forskellige Facebook-grupper.

– Jeg gjorde det fordi, jeg håber på, at nogen vil få lidt dårlig samvittighed, måske de, der holdt festen ville appellerer til gæsterne, siger Leif Hansen om baggrunden for delingen med menukort og navne.

Det er dog endnu ikke sket, Leif Hansen har igen været forbi Egeskovvej – affaldet ligger der stadig.

Umiddelbart er der intet i affaldet, der viser, hvor festen blev holdt. I hvert fald ikke i det nærliggende forsamlingshus – det har Leif Hansen tjekket.

At det lader til at være en større fest indikerer menukortenes numre – i Leifs besiddelse er nemlig nummer 39 og 41. Så det har næppe været i et almindeligt parcelhus, det frække maskebal har været afholdt.

Deles og deles

Opslagene omkring det frække affald bliver delt flittigt. Til stor glæde for Leif Hansen.

– På et eller andet tidspunkt må der være nogen, der var med til festen, der ser det, siger han, og fortsætter:

– Det er sgu noget svineri. Der går nogle får her ved siden af. Det er en forbandet mentalitet, siger Leif Hansen, hvis chauffører i deres lastbiler alle har en skraldespand, der bliver tømt, når de kommer tilbage til firmaet.

Sex – eller affald – i naturen

På ‘menukortet’ er der trykt: “Sex er en del af naturen. Man skal ikke gå imod naturen”.

Man skal heller ikke smide affald i den.

Leif Hansen har derfor meldt sagen til politiet.

Powered by Labrador CMS