Kemikalieudslip: Område afspærret og togdrift indstillet

Kemikaliedampe på en fabrik i Tønder har sendt to ansatte på sygehuset. 13 andre kolleger skal til kontrol på skadestuen. Selv om der ikke umiddelbart er fare for naboer, så er togdriften mellem Tønder og Niebüll indstillet.

Togdriften er indstillet på grund af et kemikalieudslip i Tønder. Arkivfoto: Arriva
Offentliggjort Sidst opdateret

Klokken 10.28 sketer der et kemikalieudslip på en fabrik, der ligger på Hartmannsvej i Tønder.

Det skrev Syd- og Sønderjyllands Politi fredag inden middag på deres Twitter-profil.

Kort efter bekendtgjorde ordensmagten dog, at der ikke umiddelbart var nogen fare for hverken naboer eller omkringboende.

Til gengæld viser det sig, at udslippet har fået konsekvenser for ansatte på virksomheden.

Mange ansatte bragt på sygehuset

I endnu et tweet skriver politiet således, at to ansatte er blevet kørt på sygehuset på grund af, at de har været udsat for farlige dampe.

Endvidere skal yderligere 13 ansatte en tur på skadestuen til observation for en sikkerheds skyld.

– Vi har lige nu ikke noget at tilføje til det, som vi allerede har meldt ud via Twitter, fortæller Mads Dollerup-Scheibel, der er kommunikationsmedarbejder hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Togdriften til Tyskland indstillet

Selv om kemikaliedampene ikke skulle være farlige for menigmand, så har de alligevel haft konsekvens for trafikken.

Således skriver Arriva på sin hjemmeside klokken 12.37, at togdriften mellem Tønder og Niebüll er indstillet.

– Arriva kan i øjeblikket ikke køre tog mellem Tønder og Niebüll. Der indsættes bus, som køres af et tysk selskab, skriver selskabet.

Powered by Labrador CMS