Keld Heick sur på DR: -Det kan de ikke være bekendt

Keld Heick er godt træt af Danmarks Radio.

Keld Heick er godt træt af Danmarks Radio. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Keld Heick skal for anden gang være vært på Dansktop Prisen, skriver Kendte.dk.

Han langer i den forbindelse ud efter Danmarks Radio (DR).

Ældre generation ladt i stikken

Den ældre generation, der gerne vil høre dansktop-musik er efter hans mening ladt i stikken:

– Det kan DR simpelt hen ikke være bekendt. DR er ude på et sidespor. Hvis du vil høre dansktop-musik er du henvist til DAB. Og har du en DAB, ja så skal du nu også skifte til DAB+. Den ældre del af befolkningen er jo ikke så meget med på noderne og mange lytter stadig radio på FM-båndet, siger Keld Heick til Kendte.dk.

Træt af genre-opdelte kanaler

Han er desuden godt træt af, at DR ensretter sine kanaler, så DRs radiokanaler er delt op i genrer:

– Det er så kedeligt med én slags musik. Dansktop-musikken er henvist til P5, som kun kan høres via DAB. Og jeg savner noget alsidighed fra DR. Jeg hører altså meget musik i bilen, mens jeg er ude at køre, forklarer Keld Heick.

Han mener, at DR ikke har øje for den ældre befolkning.

Vært på Dansktop Prisen

Den 14. april næste år er Keld Heick sammen med Anette Kokholm og Thomas Evers Poulsen igen vært på Dansktop Prisen.

Her fejres Dansktoppens 50 års jubilæum:

– Jeg glæder mig til igen at være vært sammen med Anette og Thomas. Thomas havde sin debut sidste år og han overraskede mig. Han var god, rolig og velforberedt. Og Anette er jo en garvet rotte inden for faget, slutter Keld Heick.

Det kæmpe show afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning. Billetsalget er allerede startet.

Powered by Labrador CMS