Kedelig kamp var nok for FC Nordsjælland
Et opgør uden store chancer endte målløst mellem AaB og FC Nordsjælland, der indtager tredjepladsen.
En målløs kamp mellem AaB og FC Nordsjælland fredag aften blev nok til, at Farum-klubben indtager tredjepladsen i Alka Superligaen før sidste runde.
Kun fem dage efter AaB’s sejr over FC København blev det endnu en bronzeaspirants tur til at jagte point i Aalborg.
Den opgave blev dog svær for nordsjællænderne, der aldrig fandt det vante fodfæste i 0-0-kampen.
Der faldt få store chancer i opgøret, som lignede en målløs uafgjort fra start til slut.
Den første chance faldt efter fem minutter. Nordsjælland-forsvareren Andreas Skovgaard var tæt på at heade bolden i eget mål ved en clearing, men den gik forbi stolpen.
Det blev også den største chance i første halvleg. Her blev et marginalt AaB-overtag nemlig ikke udnyttet, mens FC Nordsjælland sjældent kom frem ad banen.
Langskud gav ingenting
FC Nordsjælland bød primært ind på det offensive med langskud, der enten ikke ramte målet eller voldte AaB-målmand Jacob Rinne problemer.
Med få minutter igen kom AaB’s Yann Rolim alene igennem, men Runar Alex Runarsson kom stærkt ud i brasilianeren.
Det ene point sender FC Nordsjælland på bronzepladsen med ét point ned til FC København.
De to hold mødes i Farum i en duel om medaljer i Superligaens sidste spillerunde, hvor AaB møder Brøndby.